Alle indlæg af Claus Vangsgård

Ny mesterspiller!

I første weekend af september afvikledes den årlige festugeturnering i Chesshouse, hvor fire af klubbens medlemmer deltog. I basis 3 fik Jørgen Overgaard en 2. plads med 3,5 point og en rating fremgang til 1668. I basis 1 deltog Freja og undertegnede og vi scorede begge 2,5 point, hvilket kostede en lille smule rating for os begge. Vi havde begge stillinger til flere point, men det er hvad der kan ske først på sæsonen. Bjarke havde lige sneget sig med i mesterklassen med laveste ratingtal og en forventet score på blot 1,55, men det afholdt ham ikke for at gå respektløs til modstanderne. I første runde kostede en fejl i en lidt presset stilling en bonde og efterfølgende partiet mod Sophus Mechlenborg Møller, FREM. I anden runde fik han hurtig en lille fordel mod Graham Taylor, SK68, der gav et tårnslutspil med en medbonde, der dog desværre ikke kunne vindes. I tredje runde spillede Bjarke sort mod ratingfavoritten Rasmus Tøgersen, Skive med 2166. Efter lidt unøjagtigt åbningsspil valgte Bjarke at give en officer for to bønder. Det førte til et slutspil, hvor hvid havde tårn, springer og fire bønder mod tårn og seks bønder. Selv om stillingen objektivt set var tabt, så lykkedes det Bjarke at opstille trusler en række trusler med en fribonde, der efter forviklinger førte til et vundet bondeslutspil. Fjerde runde gav dog alvorlige hug – mod Lars René Andersen, SK68 (2115) blev Bjarke kørt hurtig over efter en fejl i åbningsspillet. Sidste runde gav en forholdsvis hurtig remis med de hvide brikker mod turneringsvinderen, Jesper Knudsen, Læseforeningen. Med de to point kan Bjarke for første gang med et nyt ratingtal på 1902 kalde sig mesterspiller.