Kategoriarkiv: Holdturnering

Nyheder omkring holdskak turneringen i 6. Hovedkreds, hvor Vejlby Risskov skakklub deltager sammen med andre skakklubber. Her mødes klubber i hold bestående af 4 eller 8 spillere.

Holdskak 25/26

Holdskak sæsonen for 2025-26 er færdigspillet, og for de tre VRS hold blev det en præstation på det jævne. Ser vi på de individuelle resultater (for spillere med flere end en kamp), så klarede Ole Villadsen sig bedst med en score på 80 %, skarpt forfulgt af Jacob Jäger-Andersen på 79 %. Af topscorerne var Jacob den flittigste med 7 kampe, kun overgået af Søren G. Christensen med imponerende 9 kampe. Set i forhold til den forventede score var det dog Matti Gormsen Johansen som stak af med hele 2,77 point over forventet og med Jacob på en flot anden plads med 2,11 over forventet.

 

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Ole V. 5 4 80 % 3.21 0.79
Jacob 7 5.5 79 % 3.39 2.11
Matti 5 3.5 70 % 0.73 2.77
Eivind 5 3.5 70 % 2.43 1.07

 

Mesterrækken

I Mesterrækken opnåede vores førstehold en sjette plads, hvilket er nogenlunde samme placering som sidste sæson. I år var vi rating favoritter inden start, men det betyder ikke så meget, da gruppen til dels er meget jævn, og så også det faktum, at de fleste hold kan trække nogle ret stærke spillere ind når de står og mangler reserver.

I de seks kampe formåede førsteholdet at score over forventet i fire ud af seks kampe, men med så jævnbyrdige hold kan man ikke have mange tab på 6-2 eller 6,5-1,5 før det mærkes i slutstillingen, som jo tæller brætpoint før matchpoint.

De flittigste spillere var Claus og Thor, som spillede samtlige seks kampe. Af reserver var det især Søren og Jacob som trak læsset med fire kampe hver. Bedste spillere var super reserven Jacob Jäger-Andersen som formåede at score 3 gevinster ud af 4 og dermed havde en score på 75%.

Af de faste spillere var det kun Eivind som scorede over 50%, mens tre spillere landede lige på de 50%. Kun Vadim og Eivind scorede over deres forventede.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Vadim 5 2.50 50 % 2.04 0.46
Eivind 5 3.50 70 % 2.43 1.07
Bjarke 3 1.00 33 % 1.64 -0.64
Anders Michael 2 0.50 25 % 0.97 -0.47
Freja 4 1.5 38 % 1.96 -0.46
Claus 6 1.00 17 % 3.03 -2.03
Lars Michael 5 2.50 50 % 2.53 -0.03
Thor 6 3.00 50 % 3.45 -0.45

Hos reserverne gentager billedet sig, hvor det kun var Jacob som havde en score over 50%, mens både Jacob, Søren og Ole S. formåede en bedre score end deres forventede.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Søren 4 1.5 38 % 1.48 0.02
Anton 1 0 0 % 0.47 -0.47
Ole S. 2 1 50 % 0.77 0.23
Jacob 4 3 75 % 1.58 1.42
Ole V. 1 0 0 % 0.38 -0.38

 

B-rækken

I B-rækken blev det til en tredje plads ud af seks hold, hvilket også er lige nøjagtig samme placering som sidste sæson. Andet holdets gennemsnitsrating var også til en tredje plads inden turneringen startede, og det levede de sådan set op til.

Af de fem kampe scorede andetholdet over forventet i de tre.

På andetholdet var de flittigste spillere Søren, Erik og Hans Jørgen som spillede samtlige kampe. Bedste spillere var Ole Villadsen med 4 gevinster ud af 4 partier, og dermed eneste VRS’er med flere end én kamp som opnåede en 100 % score. Jørgen og Hans Jørgen scorede også pænt over 50 %, og de tre var også de eneste som formåede at score bedre end deres forventede score.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Søren G. 5 1.00 20 % 1.90 -0.90
Anton 3 1.00 33 % 1.70 -0.70
Ole S. 4 0.50 13 % 2.22 -1.72
Jørgen 4 2.50 63 % 2.48 0.02
Ole V. 4 4.00 100 % 2.83 1.17
Poul G. 4 2.00 50 % 2.42 -0.42
Erik 5 2.50 50 % 3.30 -0.80
Hans Jørgen 5 3.00 60 % 2.85 0.15

På andetholdet agerede Jacob igen super reserve med en score på 2,5 ud af 3 mulige, dog overgået af Jens Jacob med 100 % for sit ene parti.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Jens Jacob 1 1.00 100 % 0.50 0.50
Carsten 2 0.00 0 % 0.58 -0.58
Jacob 3 2.50 83 % 1.81 0.69

 

D-rækken

I D-rækken blev det til en femte plads ud af seks, hvilket enten er bedre eller værre end sidste sæson, hvor det blev til en fjerde (og sidste) plads med en gruppe på kun fire hold.

Inden turneringsstart var vores tredjehold det laveste ratede i gruppen, og med en score over forventet i tre ud af fem kampe må det endelige resultat siges at være helt godkendt.

Den flittigste spiller var Matti, som spillede samtlige kampe, og han var også den bedst scorende med 3,5 ud af 5 mulige, og dermed eneste spillere med en score over 50 %. Kun Matti og Svend opnåede en score bedre end deres forventede.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Frank 4 1.00 25 % 1.41 -0.41
Peter 4 1.00 25 % 1.12 -0.12
Svend 3 1.00 33 % 0.66 0.34
Matti 5 3.50 70 % 0.73 2.77

Tredjeholdet gjorde brug af tre reserver, og både Carsten og Mads formåede at få 50 % hvilket for begge var bedre end forventet.

Spiller Kampe Score Procent Forventet Score ift. forv.
Mads 1 0.50 50 % 0.31 0.19
Carsten 2 1.00 50 % 0.84 0.16
Kenneth 1 0.00 0 % 0.18 -0.18

 

VRS 1 – Nordre 2

Årets sidste holdkamp sluttede 4-4. Efter en times spil havde Jacob bragt os foran 1-0. Stillingen på andet bræt så ret vild ud efter 10 træk, og sort var nede med et tårn men havde et lidt giftigt angreb. Desværre formåede sort at få angrebet kørt i mål, og så var der udlignet. Inden da var der kommet et par remis’er, hvor vi stod lidt værre, og bagefter fulgte endnu et par remis’er, hvor vi nok stod lidt bedre. Alt i alt blev det uafgjort, hvilket harmonerede fint med den forventede score på 3,97 – 4,03.

Slutfacit blev en sjette plads ud af syv, hvilket ikke helt harmonerer med favorit værdigheden inden start, hvor vores hold havde den højeste gennemsnits rating. Så vi siger som AGF … næste år bliver det!

Silkeborg – VRS

Kampen mellem Silkeborg 2 og VRS 1 sluttede 4-4, hvilket med en forventet score på 4,58-3,42 i Silkeborgs favør må siges at være et godkendt resultat. Vi havde tre afbud, men Søren, Jacob og Ole V. stillede beredvilligt op.

Både første og andet bræt udmundede i ulige farvede løberslutspil, hvor Vadim havde +3 bønder, mens Eivind havde +1 bonde. Det var heldigvis nok for begge til gevinst. På tredje brættet kom en Budapestgambit, hvor Freja styrede sikkert uden om diverse taktiske muligheder og endte ud med en fribonde i a-linjen, som dog ikke kunne føre til mere end remis. På fjerdebrættet kom der en Volgagambit, hvor hvid desværre havde øje for de taktiske muligheder og først vandt en kvalitet og senere et helt tårn. Thor spillede fransk med hvid, og det sluttede i en fredelig remis. Det havde måske været anderledes, hvis farverne var byttet om.

Søren kom til at stå lidt passivt på sjette bræt, hvor modstanderen fik udnyttet sine brikkers større aktivitet og vandt. Jacob på syvende bræt tabte sin dronning for et tårn og bønder, men på en eller anden måde fik han vendt det hele til gevinst. På sidst bræt var Ole V. udsat for et pres i slutfasen, som resulterede i tab af en kvalitet og senere partiet.

Parti fra B-rækken

I B-rækkens afsluttende runde spillede VRS imod Syddjurs, og her vandt Ole et fint slutspil, som han her har kommenteret.

 

Partier fra 3. holdet

Som beskrevet, så havde tredje holdet en mindre god kamp imod Viby. Her følger et parti udsnit fra Carstens kamp kommenteret af ham selv, og så Mattis gevinstparti. Nogle partier kan også ses på Viby Skakklub.