Turneringer i fremtiden

Der er et par turneringer man kunne overveje at tilmelde sig.

I klub regi er der endnu en hyggelyn turnering den 20/4, hvor de yngste kan få lov til at se, om de kan gøre det bedre end sidste gang. Tilmeldingsfristen er på dagen. Til juni har vi traditionen tro en hurtigskak turnering, og man kan allerede nu tilmelde sig.

Den 2. maj afholder Nordre den traditionsrige Bededagsturnering. Vi har allerede nu to hold, men der er plads til flere, så hvis man har lyst til at deltage, så kan man skrive sig op på en klubaften eller sende en mail til bestyrelse@vrsk.dk. Tilmeldingsfristen er 26/4.

Nordre arrangerer også en forårsturnering efter den svenske model, hvor der lægges ud med hurtigskak efterfulgt af klassisk tidskontrol. Tilmeldingsfrisen er 12/4.

SonFlow cup afholdes i Kolding i weekenden 17/4 – 19/4. Det er en weekendturnering efter samme format som vi kender det fra Aarhusmesterskabet eller Festugeturneringen. Tilmeldingsfristen er 11/4.

Horsens skaklub afholder en 9 runders hurtigskakturnering over tre tirsdage (28/4 – 12/5). Tilmeldingsfristen er 27/4.

Weekenden 15/5-17/5 afholder Fredericia skakklub et større arrangement, hvor der vil være en IM turnering med sideløbende weekend EMT og junior turnering (lørdag + søndag). Tilmeldingsfristen er 12/5.

I sommerferien uge 30 (20/7 – 24/7) afholder Syddjurs skakklub den traditionelle sommerskak turnering. Tilmeldingsfristen er 17/7.

I sommerferien uge 31 (25/7 – 31/7) afholdes Senior DM for spillere 50 år og op. Denne gang afholdes turneringen i Tønder. Tilmeldingsfristen er 20/7.

Efter sommerferien vil der være et par klubturneringer, men der vil også blive afholdt DM i hurtigskak og DM i lynskak i weekenden 19/9 – 20/9. Begge dele arrangeres af Lemvig skakklub, og man kan allerede nu tilmelde sig.

Hyggeaften og udsatte partier

De yngste mødte troligt op for at få fat i præmierne fra sidste mandag. Af en eller anden årsag blev alle gulerødderne spist, mens der var slikkepinde til overs.

Vi gennemgik nogle opgaver fra DM i opgaveløsning, og nogle enkelte gennemgik også Bronzespringeren. For første gang var der én der formåede at løse opgave 1 i første hug.

Kl. ca. 18:00 startede lynturneringen, hvor nogle af de yngste fik lov til at prøve kræfter mod de lidt ældre spillere. Som forventet klarede de etablerede spillere sig bedst, men der var kamp til stregen i mange partier og også en enkelt gevinst eller to til de yngste.

Kl. 19:00 gik de udsatte partier i gang, mens vi inde ved siden af spillede lidt hjerne-arm skak og Hnefatavl.

Randers GP

Sidste weekend var der endnu en runde i skoleskak grandprix, denne gang i Randers.

I dagens anledning, var grupperne A, B, C og D slået sammen, så Matti – som spiller i gruppe D – var oppe imod overmagten. Han klarede sig dog helt fint, og opnåede en samlet 3. plads foran en del spillere som repræsenterer grupper over ham. En halv i sidste runde mod Robert Skytte var måske også en bedre præsentation en selve placeringen.

 

Grupperne E og F var også slået sammen, og her spillede Viggo og Laurits. De fik henholdsvis 3 og 2,5 point, hvor førstepladsen i gruppen lå på 3,5 point.

I nybegyndergruppen var der hele 25 spillere, hvoraf de 4 var fra VRS. Bedst gik det for Nohr, som fik 5 point ud af 8 og sluttede på en 5. plads. Arses fik 4,5 point og sluttede på en 11. plads, mens Anker var lige i hælene på en 12. plads med 4 point. Pelle fik ikke spillet hele turneringen, men startede godt med 2 gevinster. Samlet set blev det til en 23. plads.