Kategoriarkiv: Diverse

Hjertestarter-kursus

Med baggrund i Peter Fiskers tragiske død for en måneds tid siden har der været fremsat ønske om et kursus i brug af hjertestarter. Der er jo en hjertestarter ude på parkeringspladsen ved klublokalerne, så det er jo meget relevant.

Vi har derfor taget kontakt til Hjerteforeningen, som afholder kurser i førstehjælp i forbindelse med brug af hjertestarter. Det er blevet aftalt med Hjerteforeningens medarbejder, Jørn Gade, at han vil stå for kurset, som bliver afholdt 27/1 kl 18:15. Kurset er gratis for klubbens medlemmer og af 1/2 times varighed og foregår i klubbens lokaler. Fra Hjerteforeningens side kræves det, at man tilmelder sig med navn. Man kan altså ikke bare møde frem uanmeldt.

Jeg håber meget, at det har din interesse, og du kan så tilmelde dig pr mail hos undertegnede.

Venlig hilsen og godt nytår

Peter Schleisner, mail:  schleisner@dadlnet.dk

Peter Fisker pludselig død – på en VRS-klubaften

Som de, der var til stede i klubbens lokaler mandag den 25/11 allerede ved, blev det en meget trist aften. Ved 22-tiden gik vores mangeårige klubmedlem Peter Fisker – midt i sit parti – tilsyneladende helt udramatisk udenfor for at tage sig en rygepause, men faldt pludselig om og var dybt bevidstløs. Selv om der blev reageret hurtigt, og redningsfolk og lægeambulance kom i løbet af ca. 5 minutter lykkedes det desværre ikke at få Peter genoplivet, så han fik en brat og al for tidlig død, kun 59 år gammel. Den formodede dødsårsag var enten en stor blodprop i lungen eller en bristning af en stor indre pulsåre.   Derefter blev der i øvrigt stille og roligt aftalt remis i alle de ikke-færdigspillede partier.
Peters kæreste Lene har oplyst, at han skal bisættes fra Skødstrup kirke mandag den 9/12,  kl. 13.00.  Hun har skrevet,  at hun har det bedst med åbenhed omkring Peters død, og det må betyde, at de, der vil deltage, er velkomne.  VRS sender naturligvis en hilsen på klubbens vegne i den triste anledning.
Ifølge Dansk Skak Unions kartotek havde Peter været medlem af VRS siden 1994, men vi er nu nogle, der også kan huske ham fra en tidligere medlemsperiode tilbage i begyndelsen af 1980-erne.  Claus Vangsgaard skriver snarest en nekrolog om Peter her på siden.