Ved årets EM for ungdom i Prag er vi nu nået halvvejs. Som altid er der tale om meget hård modstand og mange spillere fra især Østeuropa har en spillestyrke, der langt overstiger deres ratingtal. Derfor skal man ikke rejse til EM for at score rating, men et eventuelt ratingtab vindes hurtigt ind igen på grund af den ekstremt lærerige turnering. Ikke alene får man spillet en række meget hårde partier, men koncentrerede forberedelser og grundige efteranalyser af partierne giver masser af nyttig viden og kamptræning.
For både Freja og Bjarke har det været meget vanskeligt at forberede sig på modstanderne, da de enten kun har få relevante partier i databasen eller også har de valgt at spille noget andet end normalt.
Bjarke er seedet 90 ud af 110 i den meget stærke B18-klasse. I de første fire runder mødte han spillere med et gennemsnit på 2225 inden han i runde fik en 1850 modstander. Det har indtil videre kun givet to remiser, men undervejs har der været flere muligheder for at score flere point, så det kunne nemt have været en meget fin start på turneringen. Desværre er modstanden så stærk, at en fordel kan forsvinde ved blot en mindre unøjagtighed, hvilket skete i et par af partierne.
Freja er seedet 12 ud af 60 i G18-klassen, men gruppen er meget jævnbyrdig. Efter fem runder har Freja scoret 2½, hvilket er noget under forventet, men en god slutspurt kan sagtens hente det tabte hjem. Undervejs har Freja spillet gode partier, men to fejl op til tidskontrollen kostede ret dyrt i gode stillinger mod spillere, som hun normalt burde slå uden de store problemer. Det er dog også blevet til et par gode partier i runde 3 og 4, hvor hun vandt på henholdsvis et kraftigt kongeangreb og på et godt slutspil.
Turneringen kan følges på http://www.eycc2016.eu/ eller på www.skak.dk, hvor der er daglige reportager fra turneringen.