Optakt til Holdturnering

Næste mandag 28/10 starter holdturneringen for 2019/2020. VRS stiller op med tre hold: to i Mesterrækken og et i den nyoprettede B-række.

 

Mesterrækken

VRS 1 har i mange år huseret i Mesterrækken, og denne sæson får de så følgeskab af VRS 2, som rykkede op fra A-rækken på et afbud fra Syddjurs.

Gennemsnitsratingen for de otte hold kan ses i tabellen nedenunder.

Hold Rating (dansk) Rating (ELO)
Skanderborg 2 2043 2044
VRS 1 1893 1917
Silkeborg 2 1865 1892
Syddjurs 1 1814 1849
Nordre 3 1779 1830
Åbyhøj 1 1778 1828
Aros 1 1725 1794
VRS 2 1564 1619

 

Nedrykkerne fra Skanderborg er i en klasse for sig, og må siges at være en klar kandidat til oprykningspladsen. De stiller op med et hold, som faktisk er stærkere end det hold de spillede med i Divisionsturneringen sidste år. Nummer to i rækken er vores førstehold, skarpt forfulgt af Silkeborg. Vores andethold indtager øretævernes holdeplads, og kan nærmest kun overraske positivt. En lille udlignende faktor kan blive, at mens Åbyhøj og Aros – de nærmeste medbejlere til et af de to nedrykningspladser – stiller op med de otte stærkeste fra styrkelisten, så har vores andethold muligheden for at trække nogle reserver ind, som er ratet højere end nogle af spillerne på selve holdet. Et afbud til andetholdet kan faktisk ende med at styrke holdet, mens afbud til Åbyhøj eller Aros kun kan svække deres hold. Det er en lille ting, men den tager vi med.

VRS 1 og VRS 2 møder hinanden i første runde, og da førsteholdet står som udebanehold, så starter det reelt med tre hjemmekampe i træk, før den obligatoriske tur til Silkeborg (vi skal vist et par år tilbage før vi mødte dem på hjemmebane). Den anden rigtige udekamp for førsteholdet går til Aros.

VRS 2 skal også møde Silkeborg på udenbane, foruden Skanderborg og Åbyhøj. Sidste runde afvikles hos Skanderborg skakklub.

 

B-rækken

Som noget nyt vil der være en B-række i den nye sæson. Sidste sæson stillede VRS op med to firemands hold i D-rækken, og disse to har nu fusioneret til et ottemandshold i B-rækken. B-rækken spilles med dobbeltrunder, så hvert hold møder hinanden både ude og hjemme, så vores spillere skal en tur til Randers, Skanderborg og Silkeborg. Sidste runde afvikles på hjemmebane hos os selv.

Gennemsnitsratingen for de fire hold kan ses nedenunder.

Hold Rating (dansk) Rating (ELO)
Randers 3 1434 1571
Skanderborg 4 1349 1448
VRS 3 1239 1369
Silkeborg 4 1230 1394

B-rækken deler sig i to, hvor Randers og Skanderborg er lidt højere ratet end Silkeborg og vores tredjehold. Der er ikke nogle nedrykningspladser i B-rækken, mens ét hold rykker op.