Om Klubben

Velkommen til Vejlby Risskov Skakklub

Her følger lidt generelle og nyttige informationer af relevans for specielt nye medlemmer.

 

VRS_logo

 

Klubbens Historie

Vejlby-Risskov Skakklub blev stiftet den 3. oktober 1948. På sit foreløbige højdepunkt i 70erne havde klubben ca 70 medlemmer. Aktuelt er medlemstallet ca 35. Nye medlemmer er altid velkomne. Resultatmæssigt havde klubben også sin storhedstid i 1970erne. Blandt særlig fremragende resultater kan nævnes at klubben blev danmarksmester i holdskak i 1974/75 og i 1975/76 og fik 3 individuelle danmarksmestre i samme periode.

Det er muligt at læse mere om klubbens historie under kategorien Klubbens historie

 

Årets begivenheder

Der afholdes i klubben i løbet af året 3 turneringer i ”langsomskak” (EMT). Her spiller klubbens medlemmer mod hinanden, men turneringerne er åbne, og der er ofte enkelte spillere med fra andre klubber. Der er en forårs- en efterårs- og en vinterturnering. I hver turnering spilles typisk i 3 grupper med 6 – 8 deltagere, inddelt efter ratingtal. Spilletidspunkt er mandag kl 19 og der spilles 1 parti pr aften. Der skal for hver turnering betales et indskud på kr 150, som bruges ubeskåret til præmier. Kassereren opkræver beløbet på første spilleaften. Spilleprogrammet kan ses på hjemmesiden. Det forventes at klubbens medlemmer deltager i disse turneringer. Husk tilmelding på klubbens hjemmeside. Hvis man er forhindret i at møde op til et aftalt parti skal der gives besked til turneringslederen og til modstanderen – se adresseliste på klubbens hjemmeside.

Ind i mellem de uger, hvor der spilles EMT afholdes der hyggeaftener, hvor interessante partier gennemgås, skakproblemer og temaer diskuteres etc. Hyggeaftenerne kan også bruges til at få færdigspillet de partier i turneringen, der har måttet udsættes af den ene eller den anden grund.

 

Holdturnering

Ud over EMT turneringen afholdes der normalt også hvert år 2 turneringer i hurtigskak. En sådan turnering strækker sig over 2 mandage typisk.

Klubben deltager hvert år også i en turnering mod andre klubber i området, kaldet 6. hovedkreds (http://6-hk.dk/). Turneringen starter hvert år i oktober og slutter i marts. Også her er man inddelt i grupper i henhold til rating, således at du vil komme til at spille mod modstandere af omtrent samme styrke som dig selv. Holdene udtages af bestyrelsen hvert år ca 1/10. De bliver sammensat ud fra en vurdering af øjeblikkelig spilstyrke, men der tages naturligvis også hensyn til den enkeltes ønsker, så alle får mulighed for på et tidspunkt at deltage. Spil mod andre klubber foregår hver 2 gang på den pågældende klubs hjemmebane og altså ikke nødvendigvis mandag. Der bliver lavet et program forud for hver sæson. Det anses for hjælpsomt, hvis man efter partiet til holdlederen skriver et par linjer om forløbet, således at det evt. kan refereres i klubbladet eller på hjemmesiden.

 

Ratingsystemet

Er en styrkeliste, der angiver en spillers formodede spilstyrke. Din rating i forhold til klubbens egne spillere reguleres efter hver turnering. Hvis du ikke i forvejen har en kendt rating, vil du som udgangspunkt typisk få tildelt en rating på 1100.

 

Om spillet

Der spilles altid med skakur (vedrørende indstilling af dette henvises til vejledning). I et almindeligt skakparti har man 90 min til de første 40 træk og herefter ekstra tid i lidt varierende omfang. Spillet begynder kl 19, når turneringslederen giver besked. Hvis man ikke møder frem til tiden, har modstanderen ret til at starte skakuret. Under spillet bør man ikke tale eller udvise anden støjende adfærd, der kan forstyrre de andre i lokalet. Der er dog mulighed for at købe drikkevarer eller kager/slik under spillet. Alle træk – også modstanderens – noteres umiddelbart på notationsarket. Mobiltelefoner skal være slukkede under spillet. Giver mobilen lyd fra sig dømmes man som taber af partiet. Efter partiet har man mulighed for diskret at pakke spillet sammen og analysere det sammen med modstanderen i det tilstødende lokale.

 

Klubbens organisation

Klubben er tilsluttet Dansk Skak Union (DSU) og de enkelte medlemmer bliver automatisk også meldt ind her. Igennem Dansk Skak Union er klubben også medlem af FIDE (Fédération International d`Echec). Klubben har en bestyrelse, der vælges ved den årlige generalforsamling. Alle er naturligvis velkomne til at fremføre forslag eller gode ideer for bestyrelsen. Det kan f. eks ske på klubbens mail-adresse som fremgår bl.a af hjemmesiden. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov

 

Kontingent

Som nyt medlem i klubben har man mulighed for at være prøvemedlem i en periode og deltage nogle gange (f. eks i en turnering) uden at skulle betale kontingent. Kontingent udgør i øvrigt p.t. 475 kr pr halvår hvoraf hovedparten går til Dansk Skak Union. Se i øvrigt nærmere på www.skak.dk. Vi håber naturligvis, at du får lyst til at melde dig ind i klubben og hurtigt vil føle dig hjemme her. Har du yderligere spørgsmål er du velkommen til at spørge et af de erfarne medlemmer.

Venlig hilsen

Bestyrelsen

vrsk.dk