Odensemesterskabet 2016

Det er efterhånden blevet en tradition, at familien Vangsgård tager til Odense for at spille denne weekendturnering. Odensemesterskabet er efterhånden blevet en af landets helt store turneringer, hvilket ikke er uden grund. De fem runder afvikles under gode forhold og alting klapper, så det er ikke noget under at mange vælger at komme tilbage for at spille.

I år deltog 103 spillere i turneringen, hvilket betyder, at alle kommer til at spille i meget lige grupper, så den forventede score vil for næsten alle komme til at ligge meget tæt på 2,5. En af ulemperne for os er, at vi har stort set det samme i rating for øjeblikket, så vi endte med alle tre at være i samme gruppe (Mester 5).

Min egen turnering blev ikke fremragende – med 1½ point måtte jeg aflevere en del rating, men resultaterne siger ikke nødvendigvis den fulde sandhed om en turnering. Jeg havde i hvert fald flere stillinger undervejs med klar fordel, men mange af dem blev sat over styr i tidnøden. Mange tror, at vore interne remiser er et resultat af aftaler, men oftest bliver partierne spillet helt ud. I første runde mod Bjarke lykkedes det mig kun med det alleryderste af neglene at holde et dårligt (tabt) tårnslutspil remis efter at være blevet totalt nedspillet undervejs. Mod Freja havde jeg med hvid i en Caro-Kann regnet mig frem til, at jeg ville vinde en bonde, men i sidste øjeblik opdagede jeg, at sort kunne få farligt modspil, så jeg måtte afvikle til et totalt dødt slutspil.

Freja spillede en fin turnering og sluttede med 3 point og kunne derfor lægge nogle ratingpoint ind på kontoen. Med lidt held kunne hun have fået en højere score, men de 3 point gav dog en delt 2. plads.

Bjarke spillede sin bedste turnering længe og vandt med fire point turneringen suverænt. Undervejs fik han spillede nogle meget fine angrebspartier og Freja kunne heller ikke fortsætte sin række af sejre mod Bjarke og hun måtte ned efter en grov fejl. Med tre sejre og to remiser – den sidste var en fredelig remis, der sikrede turneringssejren – blev ratingtallet justeret op til 1999.

Bjarke har nedenfor kommenteret en af partierne fra Odense.