Referat fra Generalforsamlingen

1. Bent Slottved vælges til dirigent og konstaterer, at generalforsamlingen er lovlig indkaldt.

2. Peter Schleisner vælges til referent

3. Formandens beretning ved Claus Vangsgaard. Beretningen udsendes på hjemmesiden og skal derfor ikke gennemgås i detaljer. Enkelte punkter bliver dog gjort til genstand for en nærmere diskussion og skal derfor fremhæves:

A Hjemmesiden. Den er for alle og alle har mulighed for at komme med indlæg, men for få benytter sig af dette. Indlæg af enhver art kan sendes til Eivind, som vil befordre den udsendt på hjemmesiden. Peter indskyder her, at man meget gerne må huske på ”Årets Parti”. Flere eksempler her på udbedes. Det behøver absolut ikke at være genialt spillede partier.

B Dommersituationen. Det er ønskværdigt, at flere medlemmer uddanner sig til dommere. For tiden er kun Eivind Ortind Simonsen aktiv. Erik Hjorth og Lars Agergaard har taget kursus, men har i længere tid været inaktive. Eivind oplyser følgende om kurset: Næste kursus foregår 10/9 og 11/9 i Hasle. Alle kan melde sig, rating er helt underordnet. Klubben betaler de 200 kr. tilmeldingen koster. Er der yderligere udgifter, vil vi se på det i bestyrelsen. Kurset er ikke helt let, men sætter man sig ind i stoffet, så går det sædvanligvis.

C Medlemssituationen. For tiden har klubben 31 medlemmer, men vi vil meget gerne have flere. Flere har gode ideer. Piotr Zbierajewski slår på, at der så er behov for mere kontakt til de sociale medier på klubbens vegne. Han har selv stor erfaring heri. Det er fint, at vi har en mand, der vil arbejde med dette, og det må vi kunne udnytte i klubben. Fremover vil Piotr være at betragte som klubbens ”SoMe” medarbejder i samarbejde med Eivind. Piotr anfører også, at klubbens skakudstyr er for gammelt og slidt og foreslår, at der investeres mere i dette. Endvidere mener han, at det er en hindring for nye medlemmer, at vi er så fastlåste i vores turneringsform, at man som ny vil være nødt til at vente til turneringsophør, før man kan være med. Claus medgiver, at dette kan være et problem; det er dog muligt at blive puttet ind midt i en Schweitzer-turnering. Frank Jacobsen foreslår, at vi reklamerer mere aktivt på sociale medier og i mødet med andre. Peter foreslår, at klubben får fremstillet små visitkort med klubbens adresse. Carsten Leed fremviser en lille pjece fra Syddjurs Skakklub og foreslår, at vi fremstiller en lignede. Ole Villadsen foreslår, at vi styrker det sociale sammenhold i klubben ved at arrangere flere fælles ture og gør mere ud af fælles transport til andre klubbers turneringer.

D Jubilæum. Næste år fylder klubben 75 år, og det bør på én eller anden måde markeres. Gode forslag efterlyses. Ole nævner muligheden for at arrangere en slags skaklandskamp. Poul anfører, at det nok vil blive for dyrt. Carsten foreslår, at der nedsættes et jubilæumsudvalg, der forsøger at udarbejde et program.

E Undervisning af børn i skak. Dette kunne også på sigt være med til at skaffe flere medlemmer. Piotr oplyser, at Kochs Skole tilbyder en timeløn på 180 kr. til den, der vil undervise i 2 timer fra kl. 14 – 16. Claus oplyser, at 6 hovedkreds også giver tilskud til undervisning af børn. Han har selv tidligere i regi af Dansk Skoleskak undervist på Ellekærskolen.

Formandens beretning godkendes.

4. Regnskabet. Driftsregnskabet gennemgås ved Carsten. Regnskabet er udsendt separat til medlemmerne og skal derfor ikke gennemgås her. Der er dog enkelte kommentarer: Ole mener, at præmierne i turneringerne ofte er for høje, medførende at stærke spillere fra andre klubber scorer gevinsten, og der bliver for lidt til klubbens egne spillere. Eivind og Claus anfører herimod, at store præmier er nødvendige af hensyn til klubbens renommé og for at tiltrække flere deltagere. Eivind anfører, at vi jo har flere præmiegrupper, og at det primært er glæden ved at spille, der er væsentlig. Ole ville foretrække, at regnskabet blev opstillet som tidligere således, at man direkte kan sammenligne med året før. Peter foreslår, at nuværende opstilling bevares, men med fremhævelse bagefter af de punkter, hvor der er en væsentlig forskel. Eivind ville have foretrukket, at udgiften til domænenavnet fremgik hvert år.

Statusregnskabet gennemgås ved Poul Guldbæk Olesen

Regnskabet godkendes.

5. Indkomne forslag. Poul foreslår på baggrund af idelige problemer med at indkræve kontingentet følgende: ”Hvis et medlem ikke har betalt kontingent til den fastsatte betalingsfrist, kan bestyrelsen efter 2 rykkere udmelde vedkommende af klubben og dermed af Dansk Skakunion, som orienteres om eventuelle kontingentrestancer” Debat i forsamlingen for og imod. Carsten efterlyser retningslinjer for tidsmæssige mellemrum mellem eventuelle rykkere. En mere detaljeret restancepolitik må nok diskuteres i bestyrelsen snarligt. Forslaget vedtages med 9 stemmer for, mens 3 undlader at stemme.

6. Valg. Bestyrelsen: Eivind og Peter genvælges, Poul genopstiller ikke. I stedet indvælges Carsten til bestyrelsen. Suppleanter: Ole genvælges og Poul indvælges som ny.

Revisorer: Genvalg af Svend Henriksen, Niels Danstrup fortsætter. Jesper Korsgaard genvælges som suppleant

 

7. Eventuelt. Det meste var allerede diskuteret under de forrige punkter, så vi hastede videre til lynskak.