Første runde i mesterrækken – VRS – Syddjurs

af Claus Vangsgård

Mandag aften indledtes årets holdkampsæson med en hjemmebanekamp mod Syddjurs, som vi ofte har et rigtigt dårligt tag på. Sidste år var de f.eks. stærkt medvirkende til, at vi mistede muligheden for oprykning. Syddjurs har skiftet lidt ud i toppen siden sidste år, idet de har mistet deres førstebræt, men de har til gengæld fået to nye mesterspillere til bræt 1 og 2. Optakten til kampen var ikke den bedste, da vi endte med at have afbud fra Freja, Lars Michael, Søren og Henrik, så Syddjurs var svage favoritter på syv af otte pladser.

Først færdig for en gangs skyld var formanden der med de sorte brikker på bræt 3 spillede en Benkö-gambit mod Allan Westenborg. Gambitten gav det sædvanlige pres og der var nok en lille fordel til sort, men det endte med nogle afbytninger, hvorefter ingen af parterne kunne se en fordel, og der blev taget remis.

Ole Schmidt mødte på bræt 8 med hvid en gammel kending, nemlig Carsten Schødt. Det blev ikke overraskende en Caro-Kann (Panov), hvor hvid påtog sig en isoleret bonde for angreb. De der kender Carsten ved, at han er meget glad for materiale, så han indledte en belejring af den hvide bonde på d4, mens Ole aktiverede sine brikker. Da Carsten indkasserede bonden og samtidig truede mat på h2, så var Ole klar med et med effektivt forsvarstræk, der reelt kostede Carsten en kvalitet. Muligvis kunne sort dog have skabt modspil med et springeroffer på f2, men det blev ikke forsøgt. I stedet fulgte et andet officersoffer, der førte til en stilling, hvor Ole ret let afviste angrebet og blot havde et ekstra tårn.

På bræt 7 havde vi i Henning fået en sidste øjebliksreserve til opgøret mod Per Madsen, da Lars Michael var blevet syg. Jeg fik ikke set åbningen, men der opstod hurtigt en interessant stilling, hvor Henning med sort påtog sig en dobbeltbonde i d-linjen til gengæld for den åbne c-linje. Og da hvid havde svækket a3-feltet ved at spille b3, så fik Henning spillet en løber frem til a3, hvilket gav et langvarigt pres på de hvide felter på dronningefløjen, hvilket førte til at hvids brikker blev bundet, og sort kunne stille og roligt forbedre sin stilling. I sidste ende var hvid ikke i stand til modstå presset og Henning kunne indkassere et par bønder og hurtigt det hele point.

På førstebrættet fik vi et rigtigt slagsmål. Bjarke går sjældent af vejen for komplikationer, så da Søren Dalgård valgte en meget gennemførsel af h2-h4-h5 mod Bjarkes flankerede kongestilling, så valgte Bjarke komplikationerne efter Sf6xh5 og det efterfølgende kvalitetsoffer på h5. Hvid fik en masse alvorlige trusler mod sorts konge, men Bjarke havde tilsyneladende styr på de hårrejsende forviklinger og afsluttede med et meget effektivt løberoffer, der afklædte hvids konge og førte til et afgørende matangreb.

Ole Villadsen mødte på bræt 5 Christian Jensen med de sorte brikker. Her fik jeg heller ikke åbningen med, men det kom efter et omskifteligt parti til en stilling, hvor Ole manglede en bonde i et slutspil, hvor hvid havde tårn og springer, mens sort havde tårn og løber. I den konkrete stilling havde sort tilstrækkelig kompensation for bonden, og der blev taget remis.

Efterhånden begyndte det så at ligne et rigtigt godt resultat – vi førte 4-1 og stod godt de fleste steder, så vi fik efterhånden drømme om en storsejr.

På bræt 4 mødte Eivind med hvid Claus Nørregaard og det blev til Dc2-varianten i Nimzo-indisk. Det førte til en slags strategisk ligevægt, hvor hvis havde mulighed for at skabe en fjern fribonde med a+b bønder mod a-bonde, mens sort havde en bondemajoritet i centrum. Efter nogle afbytninger begyndte hvids trusler at blive mere konkrete og det var vanskeligt for sort at få opstillet konkrete trusler. Eivind

påtog sig en dobbelt bonde i b-linjen og da sort forsøgte at nappe en af dem, så havde hvid mulighed for at fange en officer og dermed efter kort tid partiet.

På bræt 2 skulle Jesper med hvid møde Frank Vang, der som bekendt er tidligere VRSer og kendt som taktisk stærk. I midtspillet opstod en strategisk interessant stilling, hvor hvid havde kontrol over den åbne h-linje, mens sort havde givet hvid en dårlig sortfeltet løber og havde mest terræn med trusler mod hvids kongestilling på dronningefløjen. Jeg fik ikke set hele partiet, men det lykkedes for Jesper at udnytte kontrollen over h-linjen til at opnå kontrol over 7. række. Det førte til, at sort mistede en meget vigtig bonde, så hvid fik en garderet fribonde på e6. Frank indledte et forsøg på at skabe modspil ved at ofre en bonde på hvids kongestilling, men Jesper fik gennemført en dronningeafbytning, og det efterfølgende springerslutspil var klart vundet.

Tilbage sad Kim på bræt 6 mod Willy Møller Nielsen med et interessant slutspil – begge havde et løberpar, men Kim havde g+h bønder mod hvids g-bonde. Det er nok meget vanskeligt at opnå reelle gevinstchancer i dette slutspil, men Kim forsøgte meget længe uden dog at komme nærmere en sejr. Til sidst endte det så med, at Kim overså en skak, der kostede en bonde eller en officer – men i begge tilfælde var der heldigvis ingen mulighed for, at Kim ville tabe, så der blev taget remis.

Slutresultatet blev altså en meget klar sejr på 6½-1½. På forhånd havde jeg på grund af de mange afbud gerne solgt kampen for et 4-4-resultat, og vores forventede score var da også kun på 3,69, så vi kan kun være meget glade for resultatet. Der er lang vej endnu, men det ser da heldigvis ud til, at vi kan være med i kampen om oprykning, og at vi har stærke reserver til at afløse, når vi bliver ramt af afbud.