Uanset temperaturerne så nærmer vi os hastigt august måned og dermed også VRS` nye skaksæson 2016/17. Som tidligere nævnt starter klubben med en ”teori- og hyggeaften” mandag den 8/8 efter det sædvanlige koncept : oplæg fra Claus og/eller Erik og derefter en tema- og/eller lynturnering.
Mandag den 15/8 er der generalforsamling, og dette kan betragtes som den officielle indkaldelse. Foruden de sædvanlige punkter vil bestyrelsen her gerne have en dialog i gang og høre jeres mening om bl.a. tilrettelæggelsen af klubaftenerne. Hvad synes I om teori-aftenerne?, er én pr. måned passende ? – Hvad med antallet af hurtig- turneringer i løbet af sæsonen? Hvorfor var der mon kun 6 VRS-deltagere i juni? – Og har I gode ideer til hvordan vi kan forbedre “oprydningsstandarden” på klubaftenerne ?
Kalenderen for efteråret 2016 ligger fast med én teoriaften pr. måned frem til november og naturligvis den traditionelle julefrokost i december – men fra 2017 er der naturligvis mulighed for at finde frem til en anden ”model”.
De 2 følgende mandage – den 22/8 og 29/8 – er der hurtigturnering, forhåbentlig med betydeligt flere deltagere end i juni.
Efter endnu en teori- og hyggeaften den 5/9 starter klubturneringen – forhåbentlig også med mange deltagere – mandag den 12/9.
Tilmelding til begge turneringer sker via DSU`s turneringsmodul. Opslaget her er desværre blevet forsinket – men skulle meget gerne være på plads i løbet af nogle dage.
På gensyn til en ny VRS-sæson i Vejlby Sognegård.