Generalforsamling 2023

REFERAT AF GENERALFORSAMLING I VEJLBY-RISSKOV SKAKKLUB MANDAG DEN 14. AUGUST 2023.

Der deltog 13 medlemmer af klubben.

  • Valg af dirigent

Ole Schmidt blev valgt.  Det blev bemærket, at generalforsamlingen var indkaldt én dag for sent og at dagsorden ikke var fremgået af hjemmesiden.  Men trods disse formaliteter var der fuld tilslutning til at afholde generalforsamlingen.

  • Valg af referent.

Poul Guldbæk Olesen blev valgt.

  • Formandens beretning

Beretningen blev omdelt og kommenteret.  Hovedpunkterne var – ligesom tidligere – medlemssituationen, aktiviteter på klubaftenerne, en opsamling af resultater fra klub- og holdturnering og en status på hvor klubben står lige nu, herunder markering af det kommende jubilæum i oktober.  Beretningen kan fås ved henvendelse til Claus.  Den gav ikke anledning til særlige bemærkninger og blev derfor godkendt.

  • Orientering ved kassereren

Dette punkt plejer normalt at hedde ”kassereren aflægger det reviderede regnskab”.  Men revisorerne har indtil nu ikke kunnet godkende regnskabet og har i en mail til bestyrelsen bl.a. skrevet følgende:

Overordnet ser økonomien fornuftig ud, men revisorerne har ikke kunnet revidere regnskabet, da der ikke har været en såkaldt debiterbar konto i banken. Det vil sige, at det i lang tid ikke har været mulig at betale regninger fra bankkontoen.

Claus og Carsten fortalte, at det handlede om nogle formaliteter fra bankens side i forbindelse med klubbens oprettelse af nyt CVR-nummer, som var et krav, da Mobile Pay-kontoen blev åbnet.  Der blev her stillet krav til indsendelse af diverse oplysninger og data, og Claus erkendte, at opfølgningen på dette havde trukket ud urimeligt længe.  Klubben har derfor p.t. en temmelig stor gæld til Dansk Skak Union, som vedrører kontingent og ratingafgifter.

Regnskabet blev derfor ikke omdelt og gennemgået, men Carsten orienterede kort om, at indtægter og udgifter overordnet nogenlunde var på samme niveau som sidste år.  Når klubben igen har adgang til en bankkonto og de ubetalte regninger er betalt, vil der blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, hvor regnskabet forventes at blive godkendt.

 

  • Fastsættelse af kontingent

Bestyrelsen foreslog uændret kontingent (dvs. henholdsvis 475 kr. for ordinære medlemmer og 375 kr. for juniorer og seniorer over 65 år), og dette blev enstemmigt vedtaget, dog med den ændring, som fremgår af pkt. 6 a. nedenfor.   Under dette punkt blev det i øvrigt oplyst, at den kontingentstigning, som Dansk Skak Union har vedtaget pr. 1. juli 2023, vil blive ”betalt” af 6. hovedkreds og dermed ikke medfører en merudgift for klubben.

  • Indkomne forslag
  1. Et forslag fra bestyrelsen om nedsat kontingent for medlemmer under 30 år blev ændret til : ”nedsættelse af kontingentet for unge under 30 år samt studerende, så de fremover betaler samme kontingentsats som juniorer og seniorer, dvs. p.t. 375 kr. pr. halvår”. Dette forslag blev enstemmigt vedtaget og træder allerede i kraft pr. 1. juli 2023.
  2. Lars Michael Agergaard foreslog, at der blev afholdt teoriundervisning fra kl. 18-19 fx én mandag hver måned. Dette forslag fik også fuld tilslutning, og bestyrelsen arbejder videre med det.

 

  • Valg til bestyrelsen og valg af revisorer:
  1. Det blev meddelt, at Eivind Simonsen ville trække sig fra bestyrelsen, og der var dermed 3 pladser, der skulle besættes. Claus Vangsgaard blev genvalgt, Jonas Bangsgaard blev nyvalgt og Poul G. Olesen blev valgt ind efter at have været suppleant i sidste periode.   Bestyrelsen består desuden af Peter Schleisner og Carsten Leed, som ikke var på valg i år.
  2. Eivind Simonsen blev valgt til 1. suppleant og Ole Schmidt til 2. suppleant.
  3. Niels Danstrup blev genvalgt som revisor. Svend Henriksen var ikke på valg i år.
  4. Jesper Korsgaard blev genvalgt som revisorsuppleant.

 

  1. Eventuelt

Piotr foreslog mere aktivitet på hjemmesiden og gerne en omlægning til et andet system, køb af nyt og bedre skakudstyr, bl.a. i anledning af det kommende jubilæum og mere rekruttering af nye medlemmer i et samarbejde med ”Chess & Chill ”.  Bestyrelsen arbejder videre med disse forslag.

Desuden blev der diskuteret betænkningstid i de forskellige turneringer, oprydning på klubaftenerne og lidt løst og fast.

*************************************************************************

Aftenen sluttede traditionen tro med en lynturnering, som blev vundet af Eivind.