Diverse turneringsresultater

Her i august har vi spillet tre lyn turneringer i klubben, som opvarmning til vores efterårsturnering, som starter på mandag.

Banke rust

Generalforsamling

Hyggelyn

Sidst på foråret og i løbet af sommeren har en del af klubbens medlemmer været aktive i andre klubbers turneringer.

 

Nordre forår 2024

VRS stillede med to spillere til Nordres forårsturnering. I basis gruppen opnåede Ole Schmidt 3/5, hvilket rakte til en 4. plads, mens Erik Hjort opnåede 1,5/5, hvilket rakte til en 7. plads.

 

Randers mesterskabet

Erik Hjort deltog i Randers mesterskabet og opnåede her 2,4/5 som rakte til en placering midt i feltet.

 

Aarhus Sommerskak

Vadim Kobal deltog som eneste VRSer i Aarhus sommerskak, hvor han sluttede med en delt første plads i Mester 2 med 3,5/5.

 

Syddjurs sommerskak

VRS stillede med hele 7 spillere til Syddjurs sommerskak.

I Gruppe 2 klarede Ole Schmidt og Ole Villadsen sig bedst med 3/5 på en 4-5 plads. Søren Graugaard fik 2/5 mens Hans Jørgen fik 1/5.

I Gruppe 3 klarede Thor Kejser at få 4/5, men pga. korrektion rakte det “kun” til en anden plads. Erik Hjort fik 1/5, mens Carsten opnåede lang og kort rokade med 0/5.

 

Smuk skak 2024

VRS stillede med to spillere til smuk skak i Skanderborg.

I Basis 12 opnåede Hans Jørgen 3,5/5, hvilket rakte til en delt førsteplads.

I Basis 13 opnåede Erik Hjort 1,5/5, hvilket rakte til en 6. plads.

Referat fra Generalforsamling 2024

Det konstateres, at generalforsamlingen er lovformeligt indkaldt.

Tilstedeværende er 12 medlemmer af klubben.

  1. Valg af dirigent: Frank Jacobsen.

  2. valg af referent: Peter Schleisner

  3. Formanden, Poul Guldbæk Olesens, beretning: Denne skal ikke gennemgås i detaljer, men de som oplæg anførte stikord kan rekvireres ved henvendelse til formanden.

    Følgende hovedpunkter blev berørt og uddybet i beretningen: Generelle forhold, det organisatoriske, de skaklige resultater, klubbens hyggearrangementer samt fremtidsudsigter/den kommende sæson.

    Efterfølgende er der spørgsmål fra medlemmerne, som især vedrørte de nye regler for holdskak, hvor det er planen at mesterrækken (tidligere benævnt første-holdet) fra nu af overordnet spiller søndag kl. 12 i stedet for som tidligere på klubbens sædvanlige spilledag kl. 19.

    Ole Schmidt spørger, om vi vil få et hold i mesterrækken. Eivind O. Simonsen svarer, at det er sandsynligt, men afhænger af deltagernes rating. Poul redegør for begrundelsen for ændringen og oplyser, at der er en del forhold omkring den nye ordning, der endnu ikke er helt på plads, men han arbejder videre med sagen, og vil holde os orienteret.

    Beretningen godkendes.

  4. Kassereren, Carsten Leeds beretning: Skal ikke gennemgås her, men regnskabet, som blev forevist for forsamlingen, kan om det ønskes rekvireres hos kassereren.

    Mest bemærkelsesværdigt er et stort underskud i 2023/2024 regnskabsåret. Dette skyldes for størstepartens vedkommende restancer til DSU og 6 Hovedkreds fra det foregående år, ekstraordinært store udgifter til jubilæumsarrangementer, ekstra udgifter til præmier og ekstraordinært gebyr i forbindelse med bankskifte. Alt i alt er der et underskud på ca 21.000 kr. i forhold til forrige regnskabsår, og klubbens samlede passiver er samtidig faldet fra ca 27.000 kr. til nu godt 6.000 kr. Disse forhold forklares og uddybes ved kassereren.

    Eivind spørger, om vi plejer at have underskud. Svaret er nej, de nærmeste foregående år har der været overskud bl.a. på grund af færre udgifter til arrangementer i corona-tiden.

    Bent Slottved spørger, hvor stor stigningen i kontingentet til DSU er blevet. Svaret er 60 kr. pr. medlem årligt.

    Erik Hjorth spørger, hvem revisor Niels Danstrup er, og det oplyses, at han er et tidligere medlem, der fortsat har indvilget i at fungere som en slags ”ekstern revisor” og har gjort et godt stykke arbejde hermed.

  5. kontingent: Som en umiddelbar konsekvens af det under punkt 4 nævnte underskud har revisorerne påpeget, at det ikke fortsat er holdbart med et stort underskud og en så beskeden formue som ”buffer” overfor eventuelle fremtidige og måske uforudsete udgifter.

    Poul har derfor udarbejdet et budgetforslag for det kommende år, og dette fremvises for forsamlingen (kan også rekvireres ved direkte henvendelse til formanden).

    Regnskabsåret 2023/24 har været præget af ekstraordinært store udgifter især på grund af jubilæumsarrangementer og bankskifte, og der er ikke udsigt til noget tilsvarende i året 2024/2025. Trods dette vil der være stigende udgifter til bl.a. DSU-kontingenter og som følge af den generelle inflation. På grund af dette vil der være behov for en mindre kontingent -stigning, og bestyrelsen foreslår 50 kr. halvårligt pr. medlem, dog kun 25 kr. for børn under 14.

    Dette vil give følgende satser:

    Voksen: 525 kr. pr. halvår

    Seniorer. 425 kr. pr. halvår.

    Juniorer og unge op til 30 år: 425 kr. pr. halvår.

    Børn: 275 kr. pr. halvår.

    Forslaget sættes til afstemning og vedtages enstemmigt.

    Det diskuteres også på hvilke måder, der i øvrigt kan findes besparelser. Eivind nævner muligheden for fremover at lade de enkelte spillere i diverse turneringer selv betale den obligatoriske såkaldte EMT-afgift til DSU på 30 kr. pr. deltager. Dette har VRS hidtil betalt over klubkassen også for deltagere fra andre klubber. Dette forslag er nok værd at overveje og arbejde videre med.

    Ole Schmidt nævner muligheden for at nedsætte præmiebeløbene i diverse turneringer. Specielt har førstepræmien været høj i håb om at tiltrække elitespillere udefra. Også dette vil blive taget op senere.

  6. Indkomne forslag:

    A fra medlemmerne: Ingen forslag

    B fra bestyrelsen: Her foreslås denne tilføjelse til paragraf 15 i klubbens vedtægter:

    ”Hvis klubben opløses, vil klubbens formue og ejendele overgå til andre klubber i Dansk Skakunions regi eller til andre formål under Dansk Skakunion. De tilstedeværende på den afsluttende generalforsamling tager konkret beslutning herom”.

    Anledningen er, at det er blevet et generelt krav for, at foreninger kan få offentlige tilskud, at det klart fremgår, hvad formuen anvendes til i tilfælde af en opløsning. Selv om det ikke p.t. er aktuelt for VRS, vil det være praktisk at være på forkant.

    Forslaget vedtages enstemmigt.

  7. Valg

    A. 2 bestyrelsesmedlemmer. På valg er Carsten Leed og Peter Schleisner. Carsten genvælges og Peter modtager ikke genvalg. Som nyt medlem vælges så Eivind Ortind Simonsen. Øvrige medlemmer er Poul Guldbæk Olesen, Claus Vangsgaard og Jonas Bangsgaard.

    B. 2 bestyrelsessuppleanter: Ole Schmidt genvælges som 1. suppleant. Eivind er nu valgt til bestyrelsen, og som 2. suppleant vælges Frank Jacobsen

    C. 2 revisorer: Svend Henriksen er på valg og genvælges. Niels Danstrup er ikke på valg.

    D. 1 revisorsuppleant: Erik Hjorth vælges I stedet for Jesper Korsgaard.

  8. Eventuelt: Syddjurs skakklub har stor succes med en sommerturnering på 5 dage i klassisk skak. Carsten nævner, at man i VRS-regi måske kunne forsøge noget lignende. Dette er til overvejelse. Carsten gør også opmærksom på det kommende arrangement i Syddjurs Skakklub omhandlende skak og kunstig intelligens. Mere om dette senere.

Efterårssæsonen nærmer sig….

Selv om sommeren nu langt om længe har vist sig fra sin mere stabile side, siger kalenderen jo nu august, og det betyder, at VRS` efterårssæson begynder at nærme sig.

Første klubaften er mandag den 12/8, hvor støvet bliver børstet af brætter og brikker (og måske også af skakhjernerne…), vi spiller lidt uformelt og slutter måske af med én af de velkendte lynturneringer.

Den 19/8 afholdes, som allerede nævnt her på siden, den årlige generalforsamling, og den 26/8 er det tid for sæsonens første teori-/hyggeaften, som Eivind står for.

Mandag den 2/9 går det så løs med 1. runde i efterårsturneringen,  P.t. er der 11 tilmeldte – men vi håber selvfølgelig på mange flere.

Bestyrelsen mødes i starten af uge 33, og derefter kommer der flere detaljer og en samlet kalender.  Vel mødt til en ny aktiv VRS-sæson.