Aktivitet i Klubben

Kære medlemmer af VRS:
Som det efterhånden må være alle bekendt, er der stor sandsynlighed for, at vi ikke bliver i stand til at genoptage de sædvanlige klubaktiviteter inden sommerferien og – hvem ved? – måske heller ikke i tiden nærmest der efter.
Spørgsmålet bliver derfor, hvad vi så skal gøre? Skal vi forholde os passivt, og afvente at forholdene igen bliver normaliseret? Eller skal vi forsøge at finde andre aktiviteter, der kan tilføre klubben noget indhold i ventetiden?
Foreløbig har vi under Eivinds ledelse forsøgt os med noget net-turnering, og flere synes, at det er en god ide. Det vil fortsætte. Tidspunkter vil blive annonceret på hjemmesiden. Leif har endda foreslået, at det fortsætter som et supplement også efter, at vi på et tidspunkt igen kan spille som tidligere. Ud over lyn-skak er der her også mulighed for at spille lidt længere partier. Klubmedlemmer der ønsker at spille over nettet, kan aftale det over face-book eller udfordre hinanden direkte på chess.com. Måske kan man ved at melde ind til bestyrelsen samle mindre grupper, der ønsker at spille mod hinanden.
For tiden er klublokalet helt lukket. Det er uklart, hvornår og i hvilket omfang vi igen får adgang. Vi giver besked, så snart vi ved mere om det. Lokalet er stort nok til, at man under iagttagelse af de gængse forsigtighedsregler kan spille et spil skak i hvert hjørne, og altså også f. eks en lille turnering i hurtigskak. Hvis man var interesseret i dette, kunne man jo via bestyrelsen booke en plads en given mandag.
Ovenstående er indtil videre kun tanker. Hvad mener medlemmerne? Kom endelig frem med andre forslag
Bestyrelsen