Kategoriarkiv: Holdturnering

Nyheder omkring holdskak turneringen i 6. Hovedkreds, hvor Vejlby Risskov skakklub deltager sammen med andre skakklubber. Her mødes klubber i hold bestående af 4 eller 8 spillere.

Holdskak start

I den foregående uge startede holdskakken igen. Både 1. og 2. holdet var i aktion, og for begges vedkommende blev det til uafgjort 4-4 imod henholdsvis Silkeborg og Syddjurs, hvilket var nogenlunde som forventet.

Thor formåede at spille med i begge kampe, og det var en god ide, fordi han vandt begge sine partier. Her partiet fra 2. holdets kamp

Holdturnering 2024/25

Så er programmet for den kommende holdturnering offentliggjort og kan fx ses her :  Hold turneringer – oversigt (skak.dk) hvor man finder 6. HK lidt nede på siden.

VRS har i den kommende sæson 3 hold med, og førsteholdet i Mesterrækken skal i år spille om søndagen.  Heldigvis har vi fået  mulighed for at låne vores sædvanlige lokaler til hjemmekampene.  Første kamp bliver dog på udebane, den 3/11 i Silkeborg.

Andetholdet skal spille i A-rækken og lægger ud med en udekamp i Hornslet mod vores rivaler fra Syddjurs 2 mandag den 28/10.   3. holdet i D-rækken (4 mands-hold) må vente til tirsdag den 19/11 med at komme i kamp, også på udebane, mod Viby.

 

God afslutning på holdturneringssæsonen

32 spillere fra Viby, Silkeborg, SK 68 og VRS – og Eivind som kampleder – indtog Vejlby Sognegård mandag aften til fælles afslutning i gruppe 4 i 6. hovedkreds` holdturnering. For VRS blev det en fin afslutning på sæsonen, hvor reserverne Frank og Svend og vores nye mand Sebastian lagde for med at sikre os en 3-0-føring først på aftenen.  Hans Jørgen og Thor bidrog senere til sejren med fine gevinster, mens Poul halede en remis i land i et slutspil med konge/tårn/springer mod konge/tårn.

Så med en 5,5-2,5 sejr fik vi sæsonens bedste pointhøst og kan så ærgre os over de par points, som vi “smed” i Viby tidligere på sæsonen, og som blev afgørende for, at holdet fra den sydlige forstad vandt gruppen med 27,5 foran VRS` 25 points.

Næste mandag (18/3) går det løs med forårsturneringen (8 runder Schweizer-turnering), hvor vi ser frem til mange tilmeldte, både fra  VRS og fra andre klubber.

Fokus på holdturneringen 2023/24

Som man har kunnet læse via link til holdskaksiderne, er programmet for den nye holdskaksæson nu klar : Turnerings detaljer (skak.dk)

I 2023/24 har vi i VRS valgt kun at tilmelde 2 (8 mands-)hold, da det sidste år var svært at samle folk til 3 hold hver gang, og da der desværre ikke er kommet flere interesserede i år.  Vi var ialt 18, der meldte sig klar som faste holdspillere – og er nu fordelt efter styrkelisten med 8 mand på 1.holdet med Jørgen Frank  som “fast reserve” og 8 på 2. holdet med Svend Henriksen som fast reserve”.
VRS-holdene spiller i  gruppe 1 og 4 (med hhv. Claus og Peter som holdledere), og i begge grupper viser en sammenligning af holdenes ratingtal, at der må være gode chancer for topplaceringer.  Alle faste holdspillere bedes i øvrigt notere datoerne i kalenderen og give holdlederne besked om nødvendige afbud i så god tid som muligt.

1. holdet starter med en udekamp mod Randers på tirsdag den 31/10, mens 2. holdets kampe først starter i uge 47 med en hjemmekamp mod Viby mandag den 20/11.  Det betyder, at der ikke er holdkampe på programmet nu på mandag den 30/10.  Den aften vil vi så bruge lidt tid på at sætte fokus på holdturneringen, dels lidt om strukturen (både i DSU og vores egen hovedkreds) og dels reglerne for udtagelse af hold, brug af reserver,  holdlederens funktion osv. og så vel lige slutte med at give håndslag på at sæson 2023/24 må blive sæsonen, hvor VRS får to topplaceringer!

Resten af aftenen kan fx bruges til gennemgang af interessante partier (tag endelig med hvad I har, uanset spillestyrke), og så slutter vi måske også denne gang af med en lynturnering.  Vel mødt 🙂

Holdskak afslutning

I denne uge afsluttede vores første og tredje hold deres holdskaksæson. For førsteholdet blev det til en sejr på 5,5-2,5 over en af favoritterne fra Randers, hvilket var endnu mere imponerende i lyset af, at vi kun stillede med syv spillere (hvilket til gengæld ikke var specielt imponerende).  Samlet set blev det til en 5-6 plads ud af 7 hold.

Vores tredjehold slutte også af med en sejr på 2,5-1,5 over Viby, som inden sidste runde lå på førstepladsen.  Samlet set blev det til en 5 plads ud af 8 hold.

Vores andethold spillede sidste runde for et par uger siden, og sluttede på en sidsteplads i en gruppe med seks hold.

Alt i alt ikke nogen imponerende sæson rent resultatmæssigt, men der er til gengæld lyspunkter at finde i nogle partier. Her viser Thor, hvordan man spiller Smidt-Morra imod en noget stærkere spiller fra Randers.