Hurtigskak i jule- og nytårstiden

En håndfuld VRS-ere har været aktive i hurtigskak i henholdsvis Silkeborg og Herning her i juleferien.  Vi var 5 mand, der havde meldt sig til Silkeborg Skakklubs traditionelle 7 runders juleturnering den 28/12.  VRS`s førstemand på styrkelisten Kjeld Ostersen, som ellers ikke har været særlig aktiv i de senere år, deltog i mestergruppen og scorede 4 p. af 7 og en ratinggevinst på 27.  I basisklasse 3 var vi 4 VRS-ere, hvoraf Hans Jørgen Mikkelsen klarede sig bedst med 5 p. som blev scoret i de første 5 runder, hvorefter han desværre tabte pusten, men dog fik en 3. præmie med hjem.  Undertegnede fik 4 p., Carsten Leed 3 og Peter Schleisner 2,5 p. og det var for os alle lidt under forventet score.  Men en fin dag og en absolut veltilrettelagt turnering i Silkeborgs smukt beliggende lokaler, som vi jo nu kunne se ved dagslys.

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26204

 

Lørdag den 4/1 havde Herning Skakklub inviteret til “årets første træk”.  Her blev også spillet 7 runder men inddelt i 8 mands alle-mod-alle-grupper,  og det kørte også helt planmæssigt.  Kjeld O. var igen med fremme og fik en delt 3. præmie i Mester 2 og vandt yderligere 9 ratingpoints.  Han ville virkelig pynte på både førsteholdet og i klubturneringen 🙂
Hans Jørgens 3,5 p. i Basis 6 var nok til en delt 3. plads, mens jeg selv med 5 p. af 7 fik en udelt 3. plads i Basis 8 og – foruden præmien – kunne tage 68 ratingpoints med østpå 🙂

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26152

 

Se i øvrigt turneringstabellerne for de samlede resultater.  Her fremgår det bl.a. også, at begge turneringer havde  rekordmange tilmeldte, henholdsvis 114 og 127.  Noget tyder på, at interessen for éndags-hurtigskakturneringer er voksende for tiden.