Alle 3 VRS-hold var udsat for store udfordringer i 3. runde af holdturneringen i denne uge. VRS 1 havde besøg at det “stjernespækkede” hold fra Skanderborg og fik det som ventet svært. Nederlaget blev på hele 1-7, men vi kunne dog glæde os over Bjarkes flotte remis mod Jackie Andersen (2388 i rating) og reserven Ole Villadsen, der som sidste mand også hev et halvt point hjem, selv om nogle vist mente, at det burde have været et helt.
VRS 2 var også klart overmatchet i matchen i Silkeborg og kom hjem med et 2-6 nederlag. Også her dog med gode enkeltpræstationer i form af sejre til Jørgen Frank og Ole V. (igen), som altså blev “ugens spiller” med hele 1,5 scorede VRS-points!
VRS 3 var i Skanderborg og slap med et 3-5 nederlag. Her var reserven Mogens Hjelm dagens helt, da han vandt hurtigt, mens vi var 4 andre, der hev en remis hjem; Nermin dog først efter en rekonstruktion, der viste, at samme stilling havde været der 3 gange.
Nu kan der så samles kræfter (og slikkes sår ?!), indtil turneringen fortsætter i uge 3 i det nye år.