Genveje i skak

af Peter Schleisner

Som en slags opfølgning på Eivinds udmærkede indslag på hjemmesiden for nylig om genveje til gunstigt spil og Alechins kanon  (https://vrsk.dk/skak/aljechins-kanon/) vil jeg hermed gerne supplere med yderligere hjælp til succes:

Du kender sikkert situationen: Du overvejer at ofre en brik for at udføre en snedig kombination. Gevinsten ved gunstigt udfald er stor, men stillingen er kompliceret, og det kan jo gå galt. Her er så en hjælp til hurtigt og sikkert at træffe det rette valg. Man anvender simpelthen følgende formel udtænkt af IM og tidligere engelsk mester William Hartston:

V = G/n2 – O

Formlen kan anvendes på alle kombinationer udført af den gennemsnitlige klubspiller og bygger på den kendsgerning, at sandsynligheden for at en spiller regner galt er direkte proportional med kvadratet på det antal træk, han prøver at regne fremad.

Der skal indsættes følgende værdier for at finde den ønskede værdi af V: G er værdien af en gevinst (udmålt som svarende til det vundne antal bønder), n er antallet af træk, der skal gennemregnes i den givne kombination og O (også udmålt i bønder) er værdien af det offer der kræves. Dersom værdien af V er positiv er kombinationen værd at give sig i kast med, hvorimod man nok bør forsøge at finde en anden plan, hvis V er negativ.

Et eksempel: Du overvejer at ofre en bonde (O=1) for i en 2-træks kombination at vinde en dronning (G=9). Hvis man indsætter de relevante værdier fås V =+ 1,25, (bare gå i gang) hvorimod resultatet, hvis man satser på kun at vinde en løber, er -0,25 (om igen).

Simpelt og effektivt!

(NB: Evt. klager endsige erstatningskrav overfor undertegnede dersom resultatet ikke er som beregnet vil umiddelbart blive afvist)

Fortsat god sommer

Peter Schleisner

Aljechins kanon

Nogle klubmedlemmer har efterspurgt ideer til, hvordan man finder en plan efter åbningssspillet. Der findes faktisk nogle nemme genveje, men det kræver at man genkender mønstre i stillingen, og handler på dem. At vide, at “i stillinger af denne type kan det være en god ide at spille sådan og sådan” er de genveje, som stærkere spillere benytter sig af, når de “nemt” vinder partier.

En af disse genveje er Aljechins kanon.

Aljechins kanon er et grusomt våben i skak (Wikipedia). Opstillingen med de tunge officerer på samme linje er en ganske effektiv måde at få sparket hul i modstanderens stilling. Desværre er det ikke så ofte, at man får muligheden for at lave denne opstilling, fordi modstanderen tit har sine egne planer, hvor han/hun opsætter trusler, som man så må forholde sig til. Ikke desto mindre, så havde jeg to partier sidste turneringsår, hvor jeg fik muligheden for at lave en Aljechins kanon, som ret hurtigt afgjorde partiet til min fordel. For begge partier gælder, at det var tale om lukkede stillinger mod lavere ratede spillere, hvor modstanderen ikke fandt den mest aktive plan, og måske også lurepassede lidt på, hvad jeg nu mon fandt på, fordi den hellige grav så unægtelig velbevaret ud.

Det første parti var mod Søren Christensen i vores Efterårs EMT 2018. Jeg havde sort. Sørens 14. træk var g2-g4 og kan ses som et forsøg på at lukke stillingen på kongefløjen. Jeg så en gylden mulighed for at lave en Aljechins kanon, og 14. træk senere var partiet slut.

Det næste parti var mod Torben Gregersen i vores Jubilæumsturnering 2019. Jeg havde igen sort. Vi har lidt den samme lukkede stilling som i diagramstillingen ovenover, og det var så til min fordel fordi jeg skulle nu “bare” kopiere ideen i partiet mod Søren, og 15. træk senere var partiet igen afgjort.

Det lyder jo nemt nok, ikke?

Fordelen ved en lukket stilling – som de to ovenover – er, at du kan manøvrere dine brikker rundt på en lidt mere møjsommelig måde, end du kan i en åben stilling. Det er ikke så farligt at spilde et enkelt træk eller to i en lukket stilling, fordi det tager tit et par træk for modstanderen at stable en trussel op, og du kan tit nå at parrere denne trussel, hvis du er opmærksom på den. Ulempen er så, at hvis du ikke er opmærksom på, hvilke trusselsbilleder der kan opstå i en lukket stilling, så rammer det tit ekstra hårdt, hvis du har lavet for mange spildtræk.

Så hvad er truslen i de to ovenstående diagramstillinger?

Sorts plan er ret banal: h-bonden skal skubbes frem, og bag h-bonden stiller vi det tunge skyts klar. Sort skubber kun h-bonden frem, så den truer hvids g-bonde, og så venter sort på det rigtige tidspunkt til at slå denne bonde og bryde igennem i h-linjen.

Dette er en klassisk angrebsvej i kongeindiske stillinger af denne type, og kender man dem, så har man netop en af de genveje, som kan gøre det nemt at finde en plan.

 

Generalforsamling 2019

GENERALFORSAMLING 2019

Vejlby-Risskov Skakklub indkalder hermed til den årlige, ordinære generalforsamling i Vejlby Sognegård mandag den 19. august 2019, kl. 19.00.

Aftenens dagsorden, som følger klubbens vedtægter, ser sådan ud:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Kassereren aflægger det reviderede regnskab for regnskabsåret 1/7-18 – 30/6-19. Regnskabet bliver offentliggjort cirka en uge før generalforsamlingen.
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag. Bestyrelsen kommer her med et forslag om nedsat kontingent for studerende. Øvrige forslag skal ifølge vedtægterne være Claus Vangsgaard i hænde senest en uge før, dvs. mandag den 12/8, kl. 18.00 (hvor bestyrelsen mødes og derefter offentliggør eventuelle forslag på vrsk.dk)
7. Valg af:
• Bestyrelse (to medlemmer på valg for en 2-årig periode). Claus Vangsgaard og Bent Slottved er på valg. Øvrige medlemmer er p.t. Poul G. Olesen, Eivind Simonsen og Peter Schleissner.
• To bestyrelsessuppleanter (på valg for en 1-årig periode). Ole Villadsen og Jesper Korsgaard er på valg.
• Én revisor (på valg for en 2–årig periode). Niels Danstrup er på valg.
8. Revisorsuppleant.   Jesper Korsgaard er på valg.
9. Eventuelt

Efter generalforsamlingen afholder vi som sædvanligt klubmesterskab i lynskak.  På gensyn den 19/8 🙂