Bad Zwischenahn

Claus Vangsgaard deltog – sammen med 17 andre danskere –  i den traditionelle turnering i Bad Zwischenahn  https://www.chessorg.de/nwcup.php.

Det blev til en score på 3,5/7 og en placering midt i feltet.

Her en afslutning fra et af hans partier.

Sort har i sidste træk spillet kongen fra d7 til c6, og er på vej op for at dække bonden med kongen for at frigive tårnet fra opgaven. Hvordan kommer hvid videre?

Hjertestarter-kursus

Med baggrund i Peter Fiskers tragiske død for en måneds tid siden har der været fremsat ønske om et kursus i brug af hjertestarter. Der er jo en hjertestarter ude på parkeringspladsen ved klublokalerne, så det er jo meget relevant.

Vi har derfor taget kontakt til Hjerteforeningen, som afholder kurser i førstehjælp i forbindelse med brug af hjertestarter. Det er blevet aftalt med Hjerteforeningens medarbejder, Jørn Gade, at han vil stå for kurset, som bliver afholdt 27/1 kl 18:15. Kurset er gratis for klubbens medlemmer og af 1/2 times varighed og foregår i klubbens lokaler. Fra Hjerteforeningens side kræves det, at man tilmelder sig med navn. Man kan altså ikke bare møde frem uanmeldt.

Jeg håber meget, at det har din interesse, og du kan så tilmelde dig pr mail hos undertegnede.

Venlig hilsen og godt nytår

Peter Schleisner, mail:  schleisner@dadlnet.dk

Hurtigskak i jule- og nytårstiden

En håndfuld VRS-ere har været aktive i hurtigskak i henholdsvis Silkeborg og Herning her i juleferien.  Vi var 5 mand, der havde meldt sig til Silkeborg Skakklubs traditionelle 7 runders juleturnering den 28/12.  VRS`s førstemand på styrkelisten Kjeld Ostersen, som ellers ikke har været særlig aktiv i de senere år, deltog i mestergruppen og scorede 4 p. af 7 og en ratinggevinst på 27.  I basisklasse 3 var vi 4 VRS-ere, hvoraf Hans Jørgen Mikkelsen klarede sig bedst med 5 p. som blev scoret i de første 5 runder, hvorefter han desværre tabte pusten, men dog fik en 3. præmie med hjem.  Undertegnede fik 4 p., Carsten Leed 3 og Peter Schleisner 2,5 p. og det var for os alle lidt under forventet score.  Men en fin dag og en absolut veltilrettelagt turnering i Silkeborgs smukt beliggende lokaler, som vi jo nu kunne se ved dagslys.

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26204

 

Lørdag den 4/1 havde Herning Skakklub inviteret til “årets første træk”.  Her blev også spillet 7 runder men inddelt i 8 mands alle-mod-alle-grupper,  og det kørte også helt planmæssigt.  Kjeld O. var igen med fremme og fik en delt 3. præmie i Mester 2 og vandt yderligere 9 ratingpoints.  Han ville virkelig pynte på både førsteholdet og i klubturneringen 🙂
Hans Jørgens 3,5 p. i Basis 6 var nok til en delt 3. plads, mens jeg selv med 5 p. af 7 fik en udelt 3. plads i Basis 8 og – foruden præmien – kunne tage 68 ratingpoints med østpå 🙂

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26152

 

Se i øvrigt turneringstabellerne for de samlede resultater.  Her fremgår det bl.a. også, at begge turneringer havde  rekordmange tilmeldte, henholdsvis 114 og 127.  Noget tyder på, at interessen for éndags-hurtigskakturneringer er voksende for tiden.