Gode VRS-resultater i “Syddjurs Sommerland”

Med en samlet score på 16 points af ialt 25 mulige (5 x 5)  og samlet fremgang på 127 ratingpoints blev det alt i alt til et godt resultat for vi 5 VRS-ere, der var med i Syddjurs` sommerturnering i denne uge.  Turneringen forløb som sædvanlig i en hyggelig atmosfære i Syddjurs Skakklubs udmærkede lokaler. 

I Mesterklassen startede Vadim rigtig godt med 2 sejre men fik så rigtig stærk modstand i de næste 3 runder, hvor det ikke blev til flere points.  Det gav dog 12 ratingpoints mere på kontoen.  

Toppen i Basisklassen blev domineret af VRS, hvor Ole Villadsen med 4 sikre sejre og en remis mod undertegnede i 4. runde fik 1. pladsen og 68 ratingpoints i hus.  Jeg kom selv igennem som ubesejret og nogenlunde stabilt,  og 2. pladsen blev sikret med en lidt heldig sejr i sidste runde.  Ratingfremgangen blev dog beskeden med 27 points.  Hans Jørgen spillede lidt “op og ned” og fik 2,5 points og 34 nye ratingpoints, mens Carsten efter at sat gode stillinger over styr fik vendt bøtten med sejren i sidste runde og dermed kun tabte beskedne 4 ratingpoints. Jeg vil gætte på, at en del af os (og gerne flere) tager til Hornslet igen næste sommer 🙂 

 

Sommerskak i Hornslet

Med 5 spillere af de ialt 30 tilmeldte er VRS godt repræsenteret ved årets sommerturnering i Syddjurs Skakklub, som løber af stabelen 5 aftener i træk nu i uge 30.   Vadim Kobal er med i gruppe 1 og Ole Villadsen, Hans Jørgen Mikkelsen, Carsten Leed og undertegnede i Basis 2.

Og starten kunne ikke være bedre, da alle 5 VRS-ere fik et helt point i 1. runde (Carsten dog uden kamp).  I 2. runde er der så to interne VRS-“top”opgør, dels mellem Ole og Carsten og dels mellem Hans Jørgen og mig.  Der kommer en bulletin igen her, når turneringen er slut.  I mellemtiden kan man selvfølgelig følge med via DSU`s turneringssystem.

 

 

 

VRS jubilæum

VRS FEJRER 75 ÅRS-JUBILÆUM

VRS logo

 

Vejlby-Risskov Skakklub blev stiftet i 1948, og det vil sige, at klubben til oktober kan fejre sit 75 års-jubilæum. Det har vi tænkt os at markere med manér med hele 3 arrangementer, som alle finder sted i vores gode klublokaler i Vejlby Sognegård:

  1.  Mandag den 2. oktober, kl. 19.00 kommer Skakbladets redaktør Jan Løfberg og fortæller om Bent Larsens liv og skakkarriere, herunder skakverdenen og de andre skakstjerner fra tiden under den kolde krig og årene derefter. Der bliver også mulighed for at købe Jan Løfbergs to udførlige bøger med titlen ”Larsen”.
  2. Søndag den 8. oktober, kl. 10.00 inviterer vi til jubilæums-hurtigturnering. Turneringen spilles som en 7 runders Schweizer-turnering, som (afhængigt af deltagerantal) vil blive spillet i én eller to grupper. Indskud 150 kr. og 1. præmie 2.000 kr. ved mindst 30 deltagere. Alle er naturligvis velkomne, og tilmelding sker via DSU`s turneringssystem.
  3. Mandag den 9. oktober, kl. 19.00 afholdes endnu et arrangement. Det starter kl. 18.00 med en lille jubilæumsreception og et mindre traktement, og kl. 19.00 får vi besøg af GM Jesper Thybo, der holder foredrag om sin karriere indtil nu i en times tid og derefter spiller simultan. Også her er alle velkomne, men af pladshensyn er der et maksimum-deltagertal på 40 deltagere, hvoraf de 20 som udgangspunkt er reserveret til VRS-spillere. Tilmelding sker også her via DSU`s turneringssystem og i øvrigt efter ”først-til-mølle”-princippet. Vi glæder os til at se både VRS-ere og andre skakspillere til alle 3 arrangementer.

Sommerferie og skak

Klubben holder sommerferie indtil august. Den 7. august starter vi op igen med en hyggeaften, den 14/8 har vi den årlige generalforsamling og 21/8 starter vores hurtigskakturnering.

Hvis man nu går rundt og kunne tænke sig at spille lidt skak inden da, så er der et par turneringer man kunne overveje:

Syddjurs Sommerskak 2023 – fem runders EMT i uge 30

Smuk Skak Weekend EMT 2023 – fem runder EMT over en weekend

Nordvestjysk Grandprix – Lemvig – hurtigskakturnering over to lørdage

Horsens Sensommerlyn 2023 – Lynturnering en tirsdag