Alle indlæg af Poul Guldbæk Olesen

STORE UDFORDRINGER I HOLDTURNERINGENS 3. RUNDE

Alle 3 VRS-hold var udsat for store udfordringer i 3. runde af holdturneringen i denne uge.  VRS 1 havde besøg at det “stjernespækkede” hold fra Skanderborg og fik det som ventet svært.  Nederlaget blev på hele 1-7, men vi kunne dog glæde os over Bjarkes flotte remis mod Jackie Andersen (2388 i rating) og reserven Ole Villadsen, der som sidste mand også hev et halvt point hjem, selv om nogle vist mente, at det burde have været et helt.

VRS 2 var også klart overmatchet i matchen i Silkeborg og kom hjem med et 2-6 nederlag. Også her dog med gode enkeltpræstationer i form af sejre til Jørgen Frank og Ole V. (igen), som altså blev “ugens spiller” med  hele 1,5 scorede VRS-points!

VRS 3 var i Skanderborg og slap med et 3-5 nederlag.  Her var reserven Mogens Hjelm dagens helt, da han vandt hurtigt,  mens vi var 4 andre, der hev en remis hjem;  Nermin dog først efter en rekonstruktion, der viste, at samme stilling havde været der 3 gange.

Nu kan der så samles kræfter (og slikkes sår ?!), indtil turneringen fortsætter i uge 3 i det nye år.

Peter Fisker pludselig død – på en VRS-klubaften

Som de, der var til stede i klubbens lokaler mandag den 25/11 allerede ved, blev det en meget trist aften. Ved 22-tiden gik vores mangeårige klubmedlem Peter Fisker – midt i sit parti – tilsyneladende helt udramatisk udenfor for at tage sig en rygepause, men faldt pludselig om og var dybt bevidstløs. Selv om der blev reageret hurtigt, og redningsfolk og lægeambulance kom i løbet af ca. 5 minutter lykkedes det desværre ikke at få Peter genoplivet, så han fik en brat og al for tidlig død, kun 59 år gammel. Den formodede dødsårsag var enten en stor blodprop i lungen eller en bristning af en stor indre pulsåre.   Derefter blev der i øvrigt stille og roligt aftalt remis i alle de ikke-færdigspillede partier.
Peters kæreste Lene har oplyst, at han skal bisættes fra Skødstrup kirke mandag den 9/12,  kl. 13.00.  Hun har skrevet,  at hun har det bedst med åbenhed omkring Peters død, og det må betyde, at de, der vil deltage, er velkomne.  VRS sender naturligvis en hilsen på klubbens vegne i den triste anledning.
Ifølge Dansk Skak Unions kartotek havde Peter været medlem af VRS siden 1994, men vi er nu nogle, der også kan huske ham fra en tidligere medlemsperiode tilbage i begyndelsen af 1980-erne.  Claus Vangsgaard skriver snarest en nekrolog om Peter her på siden.

Hyggeaften den 11/11-19

Som det fremgår af kalenderen er der hyggeaften og udsatte partier i aften – forhåbentlig kan vi disponere over begge lokaler!.  Programmet for hyggeaften er ikke lagt helt fast – men Erik Bøye kommer med et par oplæg, der er mulighed for at vise gode seværdige partier på demo-brættet og  at løse skakopgaver.  Og så kan man selvfølgelig også spille lynskak, analysere, drikke kaffe og snakke m.v.  Vel mødt 🙂

DM I HURTIGSKAK I AARHUS 30/11-19

Som nogle VRS`ere  nok allerede har set og hørt,  bliver der afholdt DM i hurtigskak i Aarhus lørdag den 30/11.   Rent fysisk foregår det på et nyt spillested : FO-byen i Vester Allé, men det er Chess House, der står som arrangør.

Det betyder, at man ud over at deltage i en forhåbentlig spændende turnering også samtidig kan give Chess House en tiltrængt økonomisk håndsrækning – især hvis man også støtter kantinen.

Se nærmere på:  http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26175

DE STORE SEJRES AFTEN

Så blev holdturneringen for 2019/20 skudt i gang – og det skete med et par meget markante resultater. 1. og 2.-holdet mødtes i Mesterrækken til “lokalopgør”, selvfølgelig med 1. holdet som storfavorit, og resultatet blev da også en knusende 7 1/2-1/2-sejr .   Kun Jørgen R. opnåede en flot remis mod Jesper K.  Der var dog tilsyneladende flere fra 2. holdet, der havde (mindst) lige illinger til langt ind i slutspillet – ikke mindst Daniel, der i aftenens længste parti mod Kim til sidst måtte erkende, at tårnslutspillet var tabt.

I B-rækken løb 3. holdet ind i et  overraskende stort nederlag mod Silkeborg, trods en ratingmæssig svag favoritrolle, endte det også her 7,5-0,5 til “dem”!   Silkeborg havde åbenbart alle marginaler med sig på en meget “sort” VRS-aften, hvor Nicolaj blev topscorer (!) med det halve point.  Fx startede Thor med et lovende med et offer på f7, der jagede den sorte konge rundt i manegen . og undertegnede havde en gevinststilling, senere en klar remis, men i begge tilfælde mundede det til sidst ud i to af de mange nuller på tavlen!

Desværre blev vi ramt af 4 afbud, som alle kom på selve spilledagen, og derfor blev det udstillet, at vi er ret sårbare, både mht antallet af spillere og spillestyrke – og de, der mener, at vi har “slået for store brød” op ved at tilmelde 2. og 3. holdet en række højere end sidste år, ender måske med at få ret.  Men nu skal det prøves, og én ting er sikkert :  Ingen af holdene kommer til at mangle udfordringer.  og der er masser af plads til forbedring, når vi om 3 uger skal spille 2. runde. Her tager 1.  holdet imod Syddjurs, 2. holdet skal til Åbyhøj og 3. holdet til Randers.  Alle enkeltresultater kan ses på www.6-hk.dk.