Kategoriarkiv: Andre turneringer

Andre skak turneringer end dem spillet i Vejlby Risskov skakklub, som klubbens medlemmer har deltaget i. Også reklame for andre skak klubbers turneringer.

Bad Zwischenahn 2017

For 6. gang deltog familien Vangsgård i den store open i Bad Zwischenahn nær Oldenburg i det nordvesttyske. Som sædvanligt var det en spændende og stærk turnering, men turneringen vil denne gang blive husket af os for resultater langt over det sædvanlige.
Turneringen er efterhånden kendt for at have rigtigt mange unge danske spillere og i år var heller ingen undtagelse med 22 ungdomsspillere plus en række voksne, så den danske delegation var i år på omkring 40. På forhånd var vi seedet i den lave ende – Bjarke nr. 70 med elo 2066, Freja nr. 107 med 1975 og en række titelholdere med seks stormestre i spidsen.

Sidste år havde jeg tre turneringer i træk med præstationsrating omkring 2050, hvilket jeg har anset for at være mit topniveau. Det opnåede jeg også i julens tur til Erfurt, så det var mit håb, at jeg kunne leve op til det niveau. I første runde mødte jeg med hvid en mostander med næsten 2200, og selv om både min modstander og jeg troede, at jeg stod bedst, da jeg lavede en brøler, så viste computeren, at det var en fejl i en meget problematisk stilling. I anden runde havde jeg sort mod en spiller på knap 1800, og da min åbningsforberedelse mod hans kongeinder gik rent ind, så var det spil til et mål. Jeg har fortalt alle, der har gidet høre på det, at mit nytårsforsæt er, at jeg vil spille på gevinst mod 2100, så da jeg i tredje runde fik en FMér med godt 2100, så måtte jeg forsøge at leve op til det. Min jævnaldrende modstander har været meget stærk og har slået en stribe stormester, men jeg fik lavet en række svækkelser af hans stilling, og det endte med, at han ikke nåede træk 40 i et tårnslutspil, hvor han manglede to bønder. Derefter fulgte yderligere to remiser mod 2100-spilledere, før jeg i runde 6 fik yderligere en FM med godt 2100. I en Caro-kann fik jeg ret hurtigt udlignet med sort og fik efterhånden en lille fordel. Min modstander havde mulighed for at tage remis ved trækgentagelse, men han ville vinde trods lidt dårligere stilling. Lige før tidskontrollen opstillede han en fælde for mig, men det viste sig, at han selv blev et offer for fælden og jeg vandt et tårn og dermed partiet. I sidste runde mødte jeg med hvid en tyrk med 2130 – her var jeg åbenbart blevet for træt og smed helt unødvendigt først en bonde og dernæst en officer, så det var bare slut. For første gang fik jeg med 4 point positiv score i Bad Zwischenhan og med en seedning som nr. 119, kan jeg være mere end tilfreds med en samlet placering som nr. 56.

Bjarke var som nr. 70 i den øverste halvdel og fik derfor en blød start med en 1770 spillere og efter en pligtsejr fik han GM Lev Gutman i anden runde. Trods fordel undervejs måtte Bjarke dog se sig besejret af den meget rutinerede stormester. Starten på en open har mange gange stor betydning for modstanden i resten af turneringen, og da Bjarke i tredje runde kun fik remis med sort mod en 1900-spiller, så fik han et par spillere med omkring 1900 – 2000. Heldigvis havde han gang i sit angrebsspil, og gjorde kort proces med dem, og i næstsidste runde fik han sit bedste resultat nogensinde med sejr over en spiller med 2226 inden han måtte ned mod en anden spiller med næsten 2200. Alt i alt blev det til 4½ point i de 7 runder og med et ratingsnit 2050 på modstanderne, så giver det en præstationsrating omkring 2160 og en slutplacering som nr. 40.

Freja har i løbet af efteråret tabt en del rating og hendes fine resultat fra den traditionsrige turnering i Hastings var endnu ikke blevet ELO-ratet, så hun var med 1975 seedet lidt over mig som nr. 107. I første runde hun derfor en spiller på godt 2300 – og hun blev ret hurtigt kørt over. Det viste sig heldigvis at være hendes eneste nederlag i en ret fantastik turnering. I anden runde blev en 1800 spiller effektivt nedkæmpet, hvorefter det i resten af turneringen stod på spillere med over 2100. Næste runde gav med sort en spiller med 2137, der undervejs fik et kraftigt angreb, der burde have ført til sejr, men han fik ikke fundet den rigtige fortsættelse og pludseligt var han tvunget til at gå ud i et slutspil med dronning mod tårn og to lette, som Freja vandt uden de store problemer. Derefter fulgte en remis, der var lidt i overkanten, men mod stærk modstand var der ingen grund til at tage chancer. Femte runde gav desværre et dansker-opgør, da Freja med sort skulle møde talentfulde Filip Boe Olsen med 2150. Det blev en nimzoinder, hvor Filip forsøgte at få en forberedelse ind, men Freja valgte en principiel fortsættelse og opnåede fordel, som dog efterhånden forsvandt næsten. Partiet bølgede frem og tilbagemed en fordel til Freja det meste af tiden, men Filip forsvarede sig godt og fik udlignet i et slutspil, hvor Freja havde tårn mod løber og tre bønder. I Frejas tidnød fik han spillet for hurtigt og fik skakket dækningen af løberen væk og dermed et helt point til Freja. I de to sidste runder mødte Freja 2200 spillere og opnåede også mod dem små fordele, der dog ikke blev omsat til mere end remis. De 4½ point gav en imponerende 35. plads og en ikke mindre imponerende præstationsrating på 2240.

Odensemesterskabet 2016

Det er efterhånden blevet en tradition, at familien Vangsgård tager til Odense for at spille denne weekendturnering. Odensemesterskabet er efterhånden blevet en af landets helt store turneringer, hvilket ikke er uden grund. De fem runder afvikles under gode forhold og alting klapper, så det er ikke noget under at mange vælger at komme tilbage for at spille.

I år deltog 103 spillere i turneringen, hvilket betyder, at alle kommer til at spille i meget lige grupper, så den forventede score vil for næsten alle komme til at ligge meget tæt på 2,5. En af ulemperne for os er, at vi har stort set det samme i rating for øjeblikket, så vi endte med alle tre at være i samme gruppe (Mester 5).

Min egen turnering blev ikke fremragende – med 1½ point måtte jeg aflevere en del rating, men resultaterne siger ikke nødvendigvis den fulde sandhed om en turnering. Jeg havde i hvert fald flere stillinger undervejs med klar fordel, men mange af dem blev sat over styr i tidnøden. Mange tror, at vore interne remiser er et resultat af aftaler, men oftest bliver partierne spillet helt ud. I første runde mod Bjarke lykkedes det mig kun med det alleryderste af neglene at holde et dårligt (tabt) tårnslutspil remis efter at være blevet totalt nedspillet undervejs. Mod Freja havde jeg med hvid i en Caro-Kann regnet mig frem til, at jeg ville vinde en bonde, men i sidste øjeblik opdagede jeg, at sort kunne få farligt modspil, så jeg måtte afvikle til et totalt dødt slutspil.

Freja spillede en fin turnering og sluttede med 3 point og kunne derfor lægge nogle ratingpoint ind på kontoen. Med lidt held kunne hun have fået en højere score, men de 3 point gav dog en delt 2. plads.

Bjarke spillede sin bedste turnering længe og vandt med fire point turneringen suverænt. Undervejs fik han spillede nogle meget fine angrebspartier og Freja kunne heller ikke fortsætte sin række af sejre mod Bjarke og hun måtte ned efter en grov fejl. Med tre sejre og to remiser – den sidste var en fredelig remis, der sikrede turneringssejren – blev ratingtallet justeret op til 1999.

Bjarke har nedenfor kommenteret en af partierne fra Odense.

Halvvejs ved EM i Prag

Ved årets EM for ungdom i Prag er vi nu nået halvvejs. Som altid er der tale om meget hård modstand og mange spillere fra især Østeuropa har en spillestyrke, der langt overstiger deres ratingtal. Derfor skal man ikke rejse til EM for at score rating, men et eventuelt ratingtab vindes hurtigt ind igen på grund af den ekstremt lærerige turnering. Ikke alene får man spillet en række meget hårde partier, men koncentrerede forberedelser og grundige efteranalyser af partierne giver masser af nyttig viden og kamptræning.
For både Freja og Bjarke har det været meget vanskeligt at forberede sig på modstanderne, da de enten kun har få relevante partier i databasen eller også har de valgt at spille noget andet end normalt.
Bjarke er seedet 90 ud af 110 i den meget stærke B18-klasse. I de første fire runder mødte han spillere med et gennemsnit på 2225 inden han i runde fik en 1850 modstander. Det har indtil videre kun givet to remiser, men undervejs har der været flere muligheder for at score flere point, så det kunne nemt have været en meget fin start på turneringen. Desværre er modstanden så stærk, at en fordel kan forsvinde ved blot en mindre unøjagtighed, hvilket skete i et par af partierne.
Freja er seedet 12 ud af 60 i G18-klassen, men gruppen er meget jævnbyrdig. Efter fem runder har Freja scoret 2½, hvilket er noget under forventet, men en god slutspurt kan sagtens hente det tabte hjem. Undervejs har Freja spillet gode partier, men to fejl op til tidskontrollen kostede ret dyrt i gode stillinger mod spillere, som hun normalt burde slå uden de store problemer. Det er dog også blevet til et par gode partier i runde 3 og 4, hvor hun vandt på henholdsvis et kraftigt kongeangreb og på et godt slutspil.
Turneringen kan følges på http://www.eycc2016.eu/ eller på www.skak.dk, hvor der er daglige reportager fra turneringen.

Freja gruppevinder ved DM

Vi var fem VRSere med i skak DM 2016 i Svendborg.
Bedste resultat opnåede Freja, der vandt sin gruppe i B7 med det flotte resultat 5 1/2 p.i de syv runder.
Kjeld og undertegnede vandt ratingpræmie ved at score henholdsvis 3 og 2 1/2 p. i femrundersgrupperne “kort påske” og ” Veteran 2″
Henrik og Adam spillede i samme gruppe- “B5” og scorede begge 2 p. i de fem partier.
Vi fik næsten alle en pæn ratingfremgang.
Torben

Hyggeskak- og turneringer

I mandags var godt en halv snes Vrsere mødt op til hyggeskak i klubben. Erik gennemgik nogle kombinationstemaer om bl.a. bindinger og afdækkertræk, og vi løste en del opgaver med disse temaer. Claus viste et parti fra holdturneringen, og så spillede vi en lille lynturnering med forskellig spilletid. Denne turnering vandt Jørgen Frank i stor stil, idet han kun afgav et halvt point i de syv partier.
En del fra klubben spillede med i årets Århusmesterskab i Viby. Her vandt Henrik førstepræmien i sin gruppe. Henrik og et par andre fra klubben har allerede meldt sig til DM i Svendborg. Der er mange forskellige grupper, man kan melde sig til, og tilmelding til de fleste grupper kan ske så sent som datoen for første runde.
Men på mandag og torsdag i næste uge gælder det holdturneringens sidste runde i denne sæson.
Det kan godt blive (uhyggeligt) spændende. M- holdet kan ved en pæn sejr avancere en plads eller to og så ende midt i gruppen. A- holdet ligger også på sjettepladsen, men med en svær modstander på mandag, ligner det en bundplacering til vores hold. D- holdet skal vinde for at indtage andenpladsen, og vinde meget stort for at vinde gruppen.
Mandag d. 14/3 spiller vi første runde af forårsturneringen: VRS FORÅR 2016.
Se link til indbydelsen nedenfor og skriv jer på listen- gerne nu og senest torsdag.