Kategoriarkiv: Holdturnering

Nyheder omkring holdskak turneringen i 6. Hovedkreds, hvor Vejlby Risskov skakklub deltager sammen med andre skakklubber. Her mødes klubber i hold bestående af 4 eller 8 spillere.

VRS 1 – Syddjurs 1

I dag mødte vores førstehold Syddjurs på hjemmebane. Vi var rating favoritter, og det sås også igen i resultatet, som sluttede 5,5-2,5 i vores favør.

Første parti var en hurtig remis, hvor Freja ikke rigtig fik noget ud af åbningen. Kort tid efter havde Bjarke sikret en hel efter at han vandt en kvalitet og lidt senere en officer. Dernæst fulgte Lars Michael med en hel, efter at hans modstander mødte 56 minutter efter start, og således rimelig hurtigt kom ud i en tidnød, som med en officer i undertal ikke rigtig kunne holdes.

Syddjurs fik lidt revanche på 8. bræt, hvor Anton beredevilligt havde stillet op som reserve, efter at vi havde en afbud om formiddagen. Her stod Anton lidt presset i en fransk åbning, hvor han på et tidspunkt mistede en kvalitet, og modstanderens to tårne blev lidt for stærke på 2. række.

Både mig selv og Vadim kom lidt dårligt ud af åbningen, men vi fik begge vendt vores partier til gevinst, hvor måske især Vadims lignende tyveri ved højlys dag, efter noget smart fusk med et dronningeoffer efterfulgt af en gaffel. Thor fik også en hel på syvende bræt efter at have vundet en kvalitet, og så gjorde det ikke så meget, at Claus måtte ned i sit parti.

VRS 2 – SK1968 2,5-5,5

2. holdet skulle forsøge at følge op på den gode start i Viby imod de unge talenter fra SK1968. Selvom vi var favoritter blev det til et skuffende nederlag på 5,5 – 2,5. På de 4 øverste brætter fik vi kun et halvt point. Anton burde helt sikkert have fået en hel og både Søren og Jørgen havde nogle interessante stillinger undervejs, men måtte ned til sidst. Den dårligste præstation var holdleder Ole S, som spillede meget upræcist i åbningen og ikke slog til da der kom en mulighed for kvalitetsgevinst. Ole V og Erik spillede nogle gode kampe og sørgede for to sikre point. Målet er fortsat, at VRS 2 skal være med i toppen af B-rækken!

3. holdet spillede en meget lige kamp imod et stærkt randershold. Den forventede score var 3,2-0,8 til Randers og så er det ikke helt dårligt med et lille nederlag på 1,5-2,5!

Mindre god start

Førsteholdet kunne ikke følge op på den gode start som vores andethold fik i Viby. Vi mødte et yngre hold fra SK1968, og på papiret var det lagt op til en jævnbyrdig kamp, da ELO forudsagde en 3,89 – 4,11 i deres favør.

SK1968 var dog nådesløse og lagde ud med en mat i 8 træk, efterfulgt af to hurtige gevinster så efter halvanden time stod der 0 – 3 i deres favør. Det blev efterfulgt at to remiser, hvorefter vi fik en enkelt sejr. Tilbage sad vores 1. og 7. bræt, hvor der måske var lidt håb om en ok resultat på 7. bræt, men der blev der lavet en smart kombi og så sluttede hele kampen med endnu to nederlag, og endeligt resultat på 2-6.

 

God start i Viby

VRS 2 spillede den første holdkamp i denne sæson på udebane i Viby.  Selv om vi stillede op uden to af de bedste i toppen, Anton og holdleder Ole S. , blev resultatet en 5-3 sejr (et point bedre end den forventede score, som forudsagde et 4-4-resultat.)

Hans Jørgen lagde for med en hurtig sejr,  Carsten måtte kapitulere med en officer bagud og Søren fik en fin remis på 1.bræt mod Johnny Jensen.   Ole V. vandt en dronning (vistnok ved en smart kombination), og så stod det længe 2,5-1,5 til os.  Derefter vandt Jens Jacob vandt på en flot afslutning, og Jørgen fik remis med evig skak.  Selv fik jeg en arbejdssejr i hus efter at have stået bedst næsten hele vejen,  og holdsejren var dermed hjemme.  Desværre satte Erik til sidst en god stilling over styr i et parti med en lidt dramatisk afslutning og gensidig tidnød.  Men en 5-3 sejr må absolut være godkendt.  Næste gang venter SK 68 på hjemmebane mandag den 17/11.

Den samlede resultatoversigt kan ses her :  Details

Start på holdturnering 2025/26

Så har 6. hovedkreds udsendt programmet for den kommende sæsons holdturnering.  De 3 VRS-hold er blevet placeret i henholdsvis Mesterrækken  (med 7 hold), B-rækken og D-rækken (begge med 6 hold).

Mesterrækken starter med en hjemmekamp søndag den 2/11 mod SK 68 .  B-rækken starter med en kamp i Viby tirsdag den 28/10.  D-rækken starter først i uge 47, hvor første kamp bliver hjemme mod Randers den 17/11.

Heldigvis har vi fået reserveret Vejlby Sognegård til de to søndags-hjemmekampe i Mesterrækken den 2/11 og 23/11.

Det samlede program for turneringen kan ses her : Turnerings detaljer