Rosenholm GP

Endnu en runde i skoleskak grand prix cyklusen blev spillet 3/2, hvor Rosenholm udgaven i Hornslet løb af stablen. VRS stillede op med to deltagere: Mathias spillede i gruppe D, mens Magnus spillede i gruppe F.

Gruppe D spillede 5 runder, og Mathias nåede 3/5 med en flot slutspils-teknik og meget kompromisløs spillestil, hvor remistilbud blev blankt afvist, selvom det turneringstaktisk havde været smart med et halvt point ekstra fremfor et rundt 0. Med lidt værre korrektion end andre spillere med 3 point havnede Mathias lige udenfor medaljerne, men de ligger der og venter til næste gang 🙂

 

Gruppe F blev slået sammen med gruppe E, og i den samlede stilling havnede Magnus på en femte plads, med 4/7. Da to spillere fra E gruppen havnede på henholdsvis 1. og 3. plads, så blev det til en tredjeplads til Magnus i F gruppen.

 

Her et eksempel på den kompromisløse spillestil Mathias disker op med, til skræk og advarsel for kommende modstandere: mat i 11 træk fra første runde i VRS vinterturnering.

Parti fra Vinter EMT

Godt nytår 2024

Rigtig godt nytår.  Vi starter jo sæsonen igen den 8/1 med vinterturneringen. DSU turneringssystem (skak.dk) Der er p.t. 19 tilmeldte – men plads til mange flere fra både VRS og andre klubber.  Som noget nyt har vi indført en kort betænkningstid på max. 60 minutter for juniorer under 16 år og også her er medlemmer fra andre klubber meget velkomne.  På gensyn om en uges tid 🙂 

Referat fra ekstraordinær generalforsamling

Referat fra generalforsamlingen 4/12 2023

Formanden byder velkommen og forklarer om baggrunden for den ekstraordinære generalforsamling: Pga. problemer i forbindelse med bankskifte var klubben i en længere periode ude afstand til at udbetale regninger fra kontoen. Revisorerne kunne derfor på tidspunktet for den ordinære generalforsamling i august ikke godkende regnskabet. Disse forhold er nu bragt i orden.

Som dirigent vælges Frank Jacobsen

Som referent Peter Schleisner

Generalforsamlingen konstateres lovligt indkaldt.

Kassereren gennemgår regnskabet: Der ses umiddelbart et betydeligt overskud. Dette skyldes dog, at forfaldne regninger på tidspunktet for revisionen ikke var betalt. Det er de så nu, og når dette indregnes, er der alt i alt et underskud på kr. 500, altså tæt på 0 og absolut acceptabelt. Regnskabsåret går fra 1/7 til 30/6.

Ole Villadsen spørger, om kassereren har problemer med at få indkasseret penge fra medlemmerne. Det er ikke tilfældet.

Regnskabet godkendes enstemmigt ved den afsluttende afstemning

vrsk.dk