Hurtigskak i jule- og nytårstiden

En håndfuld VRS-ere har været aktive i hurtigskak i henholdsvis Silkeborg og Herning her i juleferien.  Vi var 5 mand, der havde meldt sig til Silkeborg Skakklubs traditionelle 7 runders juleturnering den 28/12.  VRS`s førstemand på styrkelisten Kjeld Ostersen, som ellers ikke har været særlig aktiv i de senere år, deltog i mestergruppen og scorede 4 p. af 7 og en ratinggevinst på 27.  I basisklasse 3 var vi 4 VRS-ere, hvoraf Hans Jørgen Mikkelsen klarede sig bedst med 5 p. som blev scoret i de første 5 runder, hvorefter han desværre tabte pusten, men dog fik en 3. præmie med hjem.  Undertegnede fik 4 p., Carsten Leed 3 og Peter Schleisner 2,5 p. og det var for os alle lidt under forventet score.  Men en fin dag og en absolut veltilrettelagt turnering i Silkeborgs smukt beliggende lokaler, som vi jo nu kunne se ved dagslys.

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26204

 

Lørdag den 4/1 havde Herning Skakklub inviteret til “årets første træk”.  Her blev også spillet 7 runder men inddelt i 8 mands alle-mod-alle-grupper,  og det kørte også helt planmæssigt.  Kjeld O. var igen med fremme og fik en delt 3. præmie i Mester 2 og vandt yderligere 9 ratingpoints.  Han ville virkelig pynte på både førsteholdet og i klubturneringen 🙂
Hans Jørgens 3,5 p. i Basis 6 var nok til en delt 3. plads, mens jeg selv med 5 p. af 7 fik en udelt 3. plads i Basis 8 og – foruden præmien – kunne tage 68 ratingpoints med østpå 🙂

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26152

 

Se i øvrigt turneringstabellerne for de samlede resultater.  Her fremgår det bl.a. også, at begge turneringer havde  rekordmange tilmeldte, henholdsvis 114 og 127.  Noget tyder på, at interessen for éndags-hurtigskakturneringer er voksende for tiden.

Julelyn 2019

I forlængelse af vores julefrokost afholdte VRS en lyn-turnering med deltagelse af 20 spillere. Der var fine bogpræmier til de første tre placeringer, mens vinderne af præmiegrupperne fik en oplukker, samt muligheden for at vinde endnu en bog ved lodtrækning.

Vinderen blev Lars Michael Agergaard med 8,5/9. Tre spillere sluttede med 6/9, og korrektion afgjorde det således, at Andreas Hermansen fik andenpladsen, mens Eivind Ortind Simonsen løb med tredjepladsen.

Andreas sluttede også øverst i præmiegruppe 1, men da han allerede havde vundet en præmie gik denne videre til nr. 2, som var Søren Graugaard Christensen med 5,5/9.

I præmiegruppe 2 vandt Jørgen Rasmussen med 5/9, mens førstepladsen i præmiegruppe 3 gik til Poul Guldbæk Olesen med 4,5/9.

Lodtrækningen blandt præmiegruppe vinderen magede det således, at Søren vandt den sidste bogpræmie.

http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26248

LØRDAGSARRANGEMENT DEN 18/1-20

Lige en reminder om at VRS afholder et lille lørdagsarrangement i Sognegården lørdag den 18/1-20, hvor vi har reserveret lokale 2 fra kl. 10.00 til 16.00.   Med god tid til rådighed er der mulighed for at gå mere i dybden med nogle temaer end på de månedlige hyggeaftener

Programmet er endnu ikke lagt fast, men det bliver formentlig en kombination af noget teori og praktisk skak efter samme koncept som sidste gang (den 30/3 i år) og i forskellige sværhedsgrader, så alle medlemmer kan få noget ud af det.   Nærmere følger her på siden, senest lige i starten af det nye år 🙂

STORE UDFORDRINGER I HOLDTURNERINGENS 3. RUNDE

Alle 3 VRS-hold var udsat for store udfordringer i 3. runde af holdturneringen i denne uge.  VRS 1 havde besøg at det “stjernespækkede” hold fra Skanderborg og fik det som ventet svært.  Nederlaget blev på hele 1-7, men vi kunne dog glæde os over Bjarkes flotte remis mod Jackie Andersen (2388 i rating) og reserven Ole Villadsen, der som sidste mand også hev et halvt point hjem, selv om nogle vist mente, at det burde have været et helt.

VRS 2 var også klart overmatchet i matchen i Silkeborg og kom hjem med et 2-6 nederlag. Også her dog med gode enkeltpræstationer i form af sejre til Jørgen Frank og Ole V. (igen), som altså blev “ugens spiller” med  hele 1,5 scorede VRS-points!

VRS 3 var i Skanderborg og slap med et 3-5 nederlag.  Her var reserven Mogens Hjelm dagens helt, da han vandt hurtigt,  mens vi var 4 andre, der hev en remis hjem;  Nermin dog først efter en rekonstruktion, der viste, at samme stilling havde været der 3 gange.

Nu kan der så samles kræfter (og slikkes sår ?!), indtil turneringen fortsætter i uge 3 i det nye år.

vrsk.dk