I næste uge spiller alle vores 4 hold sidste runde af holdturneringen på udebane : 1. holdet mandag og de øvrige hold tirsdag. Alle hold har noget at spille om i toppen af deres rækker! For A-rækkeholdet er matchen især blevet interessant, fordi det er blevet kendt, at der rykker 2 hold op i Mesterrækken! I Sognegården er der åbent for hyggeskak m.v. mandag aften, og det er jo så også en mulighed for at få pudset formen af inden tirsdagens holdkampe.
Alle indlæg af Poul Guldbæk Olesen
NYT FRA BESTYRELSEN
VRS-bestyrelsen holdt møde i aftes, og her kan lige nævnes et par hovedpunkter :
Vi vedtog – som noget nyt – at spille den kommende forårsturnering i én stor gruppe efter Schweizer-systemet – så alle kan komme til at møde alle. Vi kan eventuelt fortælle lidt mere om turneringsformen på mandag. Indbydelsen ligger klar til tilmelding nu, både i DSU-systemet og på vores egen hjemmeside.
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=25661
Kalenderen for resten af foråret blev gjort klar – nogenlunde efter den sædvanlige model med et par hyggeaftener, hvor der også kan spilles udsatte partier, og så med en hurtigskakturnering i juni måned.
På mandag den 4/3 afholder vi en hyggeaften, som bliver en kombination af partigennemgang og lynskak. Alle opfordres til at medbringe gode partier, gerne fra holdturneringen, til gennemgang i “plenum”. Og så fra kl. ca. 20.30 laver vi en lynskakturnering med tidshandicap i forhold til ratingtal.
SLUT PÅ VINTERTURNERING OG NEDTÆLLING TIL FORÅRSTURNERING
I mandags sluttede vinterturneringen, helt som forventet med spænding til det sidste i alle grupper. Basis 1 blev vundet af Jacob Sandholm efter et langt og spændende parti mod Claus Vangsgaard, som endte remis. I Basis 2 var Sebastian Gråbæk fra Viby ret suveræn. Jørgen Rasmussen trak det længste strå i Basis 3. Allermest jævnbyrdig var Basis 4, hvor klubbens yngste talent Thor Kejser med sejr i sidste runde fik 4 p. foran hele 3 mand på 3½ points, som det fremgår af tabellen. Præmiefordelingen blev også meget “social”, for pga et par “tredelte” 3. pladser i Basis 2 og 3 blev der præmie til hele 18 af de 27 tilmeldte spillere! Ikke-udbetalte præmier kan naturligvis hentes hos kassereren.
Bestyrelsen mødes på mandag den 25/2 for at planlægge resten af sæsonen. De sidste to runder af holdturneringen spilles i henholdsvis uge 9 og 11, Mandag den 4/3 kommer der noget andet på programmet, og mandag den 18/3 starter så forårsturneringen, der bliver spillet i 8 mands-grupper over 7 runder og med sidste runde formentlig den 27/5. En opdateret kalender bliver snarest lagt her på siden.
BOGARV TIL VRS
Klubben har fået foræret en samling skakbøger fra den nu afdøde Niels Christian Christensen, som spillede i VRS frem til vist ca. 2010. Jeg blev i mandags kontaktet af hans søster, en enig bestyrelse sagde ja tak, og jeg har nu været ude at hente bøgerne. Der er tale om en samling på ca. 50 bøger – en blanding af klassikere fra fx Bent Larsen og Jens Enevoldsen og (så vidt jeg kan se) nogle mere sjældne bøger, alle i god stand. Desværre har vi jo slet ikke plads i skabet til en sådan samling – men på næste bestyrelsesmøde drøfter vi lige hvad der skal ske med dem. Vi kan måske lave en udlånsordning, de kan bruges som præmier – og alle er velkomne til at komme med andre forslag. Måske kunne vi få brug for en “skakbibliotekar” i den forbindelse. I hvert fald er det en fin gave at få for klubben. I hører nærmere 🙂
VRS topper…..
Som VRS-er er det lige nu en fornøjelse at se stillingen i Mesterrækken. Efter en knusende 7½-½-sejr over 1968`s “juniorhold” i aftes fører vores førstehold faktisk rækken – lige nu! Det er dog en stakket frist, fordi de øvrige hold først spiller senere på ugen. Men i det mindste lever den teoretiske mulighed for oprykning endnu.
I D-rækken gik det også fint for 3. holdet, der slog Syddjurs med 3-1. Så endnu engang en fornem hjemmebanescore med 10½ p. af 12 mulige. 2. holdet i A-rækken er oversidder i denne runde, mens 4. holdet spiller på udebane mod Silkeborg på torsdag.