Kategoriarkiv: Holdturnering

Nyheder omkring holdskak turneringen i 6. Hovedkreds, hvor Vejlby Risskov skakklub deltager sammen med andre skakklubber. Her mødes klubber i hold bestående af 4 eller 8 spillere.

Optakt til Holdturnering

Næste mandag 28/10 starter holdturneringen for 2019/2020. VRS stiller op med tre hold: to i Mesterrækken og et i den nyoprettede B-række.

 

Mesterrækken

VRS 1 har i mange år huseret i Mesterrækken, og denne sæson får de så følgeskab af VRS 2, som rykkede op fra A-rækken på et afbud fra Syddjurs.

Gennemsnitsratingen for de otte hold kan ses i tabellen nedenunder.

Hold Rating (dansk) Rating (ELO)
Skanderborg 2 2043 2044
VRS 1 1893 1917
Silkeborg 2 1865 1892
Syddjurs 1 1814 1849
Nordre 3 1779 1830
Åbyhøj 1 1778 1828
Aros 1 1725 1794
VRS 2 1564 1619

 

Nedrykkerne fra Skanderborg er i en klasse for sig, og må siges at være en klar kandidat til oprykningspladsen. De stiller op med et hold, som faktisk er stærkere end det hold de spillede med i Divisionsturneringen sidste år. Nummer to i rækken er vores førstehold, skarpt forfulgt af Silkeborg. Vores andethold indtager øretævernes holdeplads, og kan nærmest kun overraske positivt. En lille udlignende faktor kan blive, at mens Åbyhøj og Aros – de nærmeste medbejlere til et af de to nedrykningspladser – stiller op med de otte stærkeste fra styrkelisten, så har vores andethold muligheden for at trække nogle reserver ind, som er ratet højere end nogle af spillerne på selve holdet. Et afbud til andetholdet kan faktisk ende med at styrke holdet, mens afbud til Åbyhøj eller Aros kun kan svække deres hold. Det er en lille ting, men den tager vi med.

VRS 1 og VRS 2 møder hinanden i første runde, og da førsteholdet står som udebanehold, så starter det reelt med tre hjemmekampe i træk, før den obligatoriske tur til Silkeborg (vi skal vist et par år tilbage før vi mødte dem på hjemmebane). Den anden rigtige udekamp for førsteholdet går til Aros.

VRS 2 skal også møde Silkeborg på udenbane, foruden Skanderborg og Åbyhøj. Sidste runde afvikles hos Skanderborg skakklub.

 

B-rækken

Som noget nyt vil der være en B-række i den nye sæson. Sidste sæson stillede VRS op med to firemands hold i D-rækken, og disse to har nu fusioneret til et ottemandshold i B-rækken. B-rækken spilles med dobbeltrunder, så hvert hold møder hinanden både ude og hjemme, så vores spillere skal en tur til Randers, Skanderborg og Silkeborg. Sidste runde afvikles på hjemmebane hos os selv.

Gennemsnitsratingen for de fire hold kan ses nedenunder.

Hold Rating (dansk) Rating (ELO)
Randers 3 1434 1571
Skanderborg 4 1349 1448
VRS 3 1239 1369
Silkeborg 4 1230 1394

B-rækken deler sig i to, hvor Randers og Skanderborg er lidt højere ratet end Silkeborg og vores tredjehold. Der er ikke nogle nedrykningspladser i B-rækken, mens ét hold rykker op.

 

 

2 VRS-MESTERRÆKKEHOLD I DEN KOMMENDE SÆSON

Da et af de hold, som var rykket op i Mesterrækken (Syddjurs 2) har sagt nej tak til denne mulighed, har vi i VRS fået muligheden for, at vores 2. hold (som blev nr. 3 i A-rækken) kan overtage pladsen. Og vi har i bestyrelsen besluttet at sige ja til denne spændende udfordring. Det betyder, at vi i den kommende sæson har 2 hold i Mesterrækken.  Så vi får bl.a. et spændende “lokalopgør” mellem 1. og 2. holdet  – og vi satser jo stadig på at få 1. holdet op i 2. division 🙂

Flere ratinghoppere

 

Selvom ingen nåede i nærheden af Benjamins gevaldige hop, som Poul nævner nedenfor, var der andre, der hoppede. Poul er nok for beskeden til at nævne sit eget hop på 113 ratingpoint? Også Peter S. med en fremgang på 45, Meinhard, + 43, Kjeld, + 41, Svend, + 23 og Thor, + 7 scorede over deres forventede.

På andetholdet var Jørgen Frank, der i sidste runde scorede halvdelen af holdets to point, bedste hopper. Med 5 1/2 p. i de seks kampe gik han frem med 130! Kim, der spillede hele ni holdkampe for klubben uden at tabe, scorede 6 1/2 p. og  36 ratingpoint, og Jørgen R. fik 3 1/2p. og en fremgang på 14.

Bedst scorende på førsteholdet var Eivind og Jesper med 5 af 7. Også  Claus, Søren og Henning ( reserve) gik lidt frem i rating.

 

SLUT PÅ HOLDTURNERING / FØRSTEPLADS I D-RÆKKEN

Det lykkedes jo desværre ikke for hverken 1. eller 2. holdet at komme helt til tops og rykke op i år.  Men i D-rækken havde VRS 3 mere succes. Efter en sikker sejr på 3½-½ over Viby lykkedes det os endelig at få vristet førstepladsen fra Hørning, som har siddet på den i flere år. Kjeld, Peter og Poul vandt ret sikkert og så kunne Carsten tillade sig at tage remis!

Det var godt, at vi selv kunne “klare ærterne”, for vi fik desværre ingen hjælp fra VRS 4, der tabte 0-4 til netop Hørning.  Kjeld og Poul blev topscorere i D-rækken med 5 p. af 6,  men årets rating-højdespringer er Benjamin på VRS 4, der med 4 p. af 6 (og en lav forventet score) vandt hele 194 ratingpoints  i holdturneringen.