Kategoriarkiv: Holdturnering

Nyheder omkring holdskak turneringen i 6. Hovedkreds, hvor Vejlby Risskov skakklub deltager sammen med andre skakklubber. Her mødes klubber i hold bestående af 4 eller 8 spillere.

SLUT PÅ HOLDTURNERING / FØRSTEPLADS I D-RÆKKEN

Det lykkedes jo desværre ikke for hverken 1. eller 2. holdet at komme helt til tops og rykke op i år.  Men i D-rækken havde VRS 3 mere succes. Efter en sikker sejr på 3½-½ over Viby lykkedes det os endelig at få vristet førstepladsen fra Hørning, som har siddet på den i flere år. Kjeld, Peter og Poul vandt ret sikkert og så kunne Carsten tillade sig at tage remis!

Det var godt, at vi selv kunne “klare ærterne”, for vi fik desværre ingen hjælp fra VRS 4, der tabte 0-4 til netop Hørning.  Kjeld og Poul blev topscorere i D-rækken med 5 p. af 6,  men årets rating-højdespringer er Benjamin på VRS 4, der med 4 p. af 6 (og en lav forventet score) vandt hele 194 ratingpoints  i holdturneringen.

Mandag den 11/3 i Sognegården

I næste uge spiller alle vores 4 hold sidste runde af holdturneringen på udebane : 1. holdet mandag og de øvrige hold tirsdag.  Alle hold har noget at spille om i toppen af deres rækker!  For A-rækkeholdet er matchen især blevet interessant, fordi det er blevet kendt, at der rykker 2 hold op i Mesterrækken!   I Sognegården er der åbent for hyggeskak m.v. mandag aften, og det er jo så også en mulighed for at få pudset formen af inden tirsdagens holdkampe.

VRS topper…..

Som VRS-er er det lige nu en fornøjelse at se stillingen i Mesterrækken.  Efter en knusende 7½-½-sejr over 1968`s “juniorhold” i aftes fører vores førstehold faktisk rækken – lige nu!  Det er dog en stakket frist, fordi de øvrige hold først spiller senere på ugen.  Men i det mindste lever den teoretiske mulighed for oprykning endnu.

I D-rækken gik det også fint for 3. holdet, der slog Syddjurs med 3-1. Så endnu engang en fornem hjemmebanescore med 10½ p. af 12 mulige.  2. holdet i A-rækken er oversidder i denne runde, mens 4. holdet  spiller på udebane mod Silkeborg på torsdag.