Godt fra start i HOLDSKAK

Resultatet af første runde i sæsonens holdturnering blev sejr til alle tre Vrs-hold.
Vores førstehold var klar ratingfavorit i turneringens første kamp. Vi havde besøg af Nordres andethold, som vi vandt over med 5 1/2- 2 1/2, hvilket var lidt under ( i hvert fald min) forventning, men nok til en placering som nr. to i gruppen. Århus/Skolernes andethold ligger på førstepladsen efter at de vandt med hele 7 – 1 over Åbyhøjs førstehold, som vores førstehold de seneste år har haft ret dårlige resultater mod. Men mon ikke vi tager revanche, når vi møder dette hold i næste runde? Vi får besøg af Åbyhøj d. 21/11.
A- holdet var i Randers og havde 5 p. med hjem. Holdet deler gruppens førsteplads med Viby og Aros. 21/11 spiller vi hjemmekamp mod Aros1, der i forrige sæson spillede i M-rækken.
Vores tredjehold vandt 3 – 1 over Aros 2 og indtager andenpladsen i D- række 2. Holdets næste kamp er i Silkeborg torsdag d. 24/11.
Alle resultaterne for holdene og for de enkelte spillere kan ses under HOLDTURNERINGEN 2016/17

HOLDTURNERINGEN 2016/17

HOLDTURNERING 2016/17

Om knap to uger starter den nye holdskaksæson. VRS er ligesom sidste år repræsenteret med 3 hold i henholdsvis mesterrækken, A-rækken og D-rækken.
Alle 3 hold (og dermed 8 + 8 + 4 spillere) skal ”i ilden” første gang mandag den 31/10, hvor M-rækken spiller hjemme mod Nordre 3, A-rækken ude mod Randers Skakklub 2 og D-rækken hjemme mod AROS 2.
De næste runder spilles i uge 47 og 50 i 2016 og 3, 6, 9 og 11 i 2017.

Holdopstillingerne ser således ud :

M-rækken :
1. Freja Vangsgård
2. Bjarke Vangsgård
3. Lars Michael Agergaard
4. Jesper Korsgaard
5. Claus Vangsgård (holdleder)
6. Eivind Ortind Simonsen
7. Kim Hardlei
8. Søren K. Mortensen

A-rækken :
1. Leif Nørholm Jensen
2. Henrik Wendelboe Nielsen
3. Eigil Andersen (holdleder)
4. Erik M. Bøye
5. Poul G. Olesen
6. Jørgen Frank
7. Hans Jørgen Mikkelsen
8. Bent Slottved

D-rækken :
1. Jørgen Rasmussen
2. Kjeld Ehlers
3. Svend Henriksen (holdleder)
4. Mogens Hjelm-Hansen

Styrkelisten er som udgangspunkt lavet på baggrund af den aktuelle ratingliste pr. ca. 1/10, dog med et par enkelte justeringer.  Og i år er det kun spillere, der har givet direkte tilsagn om at ville spille holdkampe, der er sat på holdet.   Derfor skulle der gerne komme  færre afbud end tidligere.  Men heldigvis har vi jo også mange gode reserver stående på styrkelisten.

Holdlederne vil kontakte jer snarest muligt angående den første holdkamp.   Det fulde program og alle holdopstillinger og styrkelister for modstanderklubberne kan ses på 6. hovedkreds` hjemmeside www.6-hk.dk

God kamplyst. Vi håber på en rigtig god holdskak-sæson 🙂    

Et spændende parti fra efterårsturneringen

Leif har kommenteret sit parti mod Freja:

Halvvejs i EFTERÅRSTURNERINGEN

På mandag 10/10 spiller vi fjerde runde i klubbens åbne efterårs EMT. Vi blev lidt færre end vi plejer, og i M- gruppen er der denne gang fire spillere, der (endnu) ikke er mesterspillere. De to førsteklassespillere Kim og Henning fører pt. mesterklassen. De har inden fjerde runde begge 1 1/2 p. Kun to i gruppen har spillet alle tre partier, så det er alt for tidligt at spå om placeringer.
Den største overraskelse, mener jeg, bidrog Leif med, da han i mandags vandt over gruppens ratingfavorit Freja. Da jeg så stillingen, så det meget dramatisk ud. Leifs konge stod lige midt på brættet og var under kraftig beskydning af flere af Frejas store “dyr”- bl.a Frejas dronning, tårn og springer. Leif var et par officerer foran, og da han lige klarede at undslippe matten, vandt han senere det spændende parti. Leif tabte et langt og lærerigt parti mod Claus i forrige runde (se dette parti nedenfor), og hævnede sig nu på Freja i et også lærerigt parti. Jeg har da nu lært, at man mod en stærk modstander, bare skal tage kongen med i angrebet og placere ham midt på brættet.
Basisklassen føres af Erik med 2 1/2p. På mandag spilles flere, nok afgørende, kampe i den gruppe.
Se de to rundeskemaer HER

Refleksioner over et parti – er der noget at lære?

Claus Vangsgaard: “Jeg spillede i 3. runde i klubturneringen mod Leif Nørholm et parti, der meget længe var helt lige – men som jeg ufortjent endte med at vinde i et langt slutspil. Det blev ikke vundet på afsindige beregninger eller på brikker der blev sat i slag, men nok nærmere på, at jeg havde nogle ekstra slutspilsredskaber i værktøjskassen – og det er redskaber, som man forholdsvis nemt kan tilegne sig. Så giv slutspillet en chance – her er en lille appetitvækker til tårnslutspil.

Desværre er jeg normalt ikke god til at få analyseret mine partier – og endnu dårligere til at få det videreformidlet! I dette tilfælde var jeg dog godt klar over, at der nok var noget, der kunne bruges til undervisning, så jeg valgte at analysere og kommentere partiet. Det viste sig heldigvis, at der var masser af stillinger undervejs, som der kunne knyttes en kommentar til – og stort set ingen komplicerede varianter. Selv om partiet aldrig bliver kandidat til et skønhedsparti, så er der undervejs meget som de fleste klubspillere kan lære noget af eller få genopfrisket principper.”

vrsk.dk