Alle indlæg af Poul Guldbæk Olesen

Fantastisk start på holdturningen

Vi kan vist godt lige tillade os lidt “selvros” her op til weekenden ved at konstatere, at starten på årets holdturnering har været forrygende.  Alle VRS` 3 hold har vundet begge holdkampe, har dermed maximum-matchpoints og har scoret tilsammen 27,5 af 40 mulige brætpoints. Senest var 3. holdet “flyvende” torsdag aften i Silkeborg med en 4-0-sejr. Det er vist mange år siden, at VRS har lagt så fint ud – og lad os da tro på, at det fortsætter i de næste runder ! Mon ikke nogle af de ialt 23 gevinstpartier kan finde vej her til siden.

 

VINTERTURNERING 2016/17

Så nærmer tiden sig hastigt for næste klubturnering i VRS. Som bekendt spilles 7. og sidste runde i efterårsturneringen på mandag den 28/11, og allerede ugen efter starter vinterturneringen 2016/17. Denne gang en 5 runders-turnering, hvor første runde løber af stabelen allerede mandag den 5/12, og de følgende 4 runder må så (pga holdkampe og julefrokost) vente til starten af det nye år.

Se nærmere på DSU`s turneringsmodul, hvor man som sædvanligt kan tilmelde sig.  Hvis det skulle give problemer, så ring til Claus!

Som I ved, har vi gode, store lokaler, så der er plads til rigtig mange !

Holdkamp-referat fra 3. holdet

Her kommer lige et lille holdkampreferat fra Svend !  Vi kan vist ikke gentage for tit, at alle holdkampe helst skulle omtales på hjemmesiden – og meget gerne krydret med nogle partier…

HOLDKAMP-REFERAT FRA 3. HOLDETS MATCH MOD AROS

Kjeld gør det så godt, at Torben Mobeck slet ikke er klar over, at han er sat mat, før turneringslederen slukker uret.  1-0.

Torben er med i stedet for Jørgen R., der har tilladt sig at tage på ferie – og gør det godt mod Carsten Ørum Hansen.  2-0.

Jeg snupper en bonde hist og pist og Steen Larsen opgiver.  3-0.

Mogens er i et meget lige spil mod John Andersen – men forærer sin dronning væk. Øv !

Resultat 3-1 – alt i alt en god start på turneringen.

Svend Henriksen

 

HOLDTURNERINGEN 2016/17

HOLDTURNERING 2016/17

Om knap to uger starter den nye holdskaksæson. VRS er ligesom sidste år repræsenteret med 3 hold i henholdsvis mesterrækken, A-rækken og D-rækken.
Alle 3 hold (og dermed 8 + 8 + 4 spillere) skal ”i ilden” første gang mandag den 31/10, hvor M-rækken spiller hjemme mod Nordre 3, A-rækken ude mod Randers Skakklub 2 og D-rækken hjemme mod AROS 2.
De næste runder spilles i uge 47 og 50 i 2016 og 3, 6, 9 og 11 i 2017.

Holdopstillingerne ser således ud :

M-rækken :
1. Freja Vangsgård
2. Bjarke Vangsgård
3. Lars Michael Agergaard
4. Jesper Korsgaard
5. Claus Vangsgård (holdleder)
6. Eivind Ortind Simonsen
7. Kim Hardlei
8. Søren K. Mortensen

A-rækken :
1. Leif Nørholm Jensen
2. Henrik Wendelboe Nielsen
3. Eigil Andersen (holdleder)
4. Erik M. Bøye
5. Poul G. Olesen
6. Jørgen Frank
7. Hans Jørgen Mikkelsen
8. Bent Slottved

D-rækken :
1. Jørgen Rasmussen
2. Kjeld Ehlers
3. Svend Henriksen (holdleder)
4. Mogens Hjelm-Hansen

Styrkelisten er som udgangspunkt lavet på baggrund af den aktuelle ratingliste pr. ca. 1/10, dog med et par enkelte justeringer.  Og i år er det kun spillere, der har givet direkte tilsagn om at ville spille holdkampe, der er sat på holdet.   Derfor skulle der gerne komme  færre afbud end tidligere.  Men heldigvis har vi jo også mange gode reserver stående på styrkelisten.

Holdlederne vil kontakte jer snarest muligt angående den første holdkamp.   Det fulde program og alle holdopstillinger og styrkelister for modstanderklubberne kan ses på 6. hovedkreds` hjemmeside www.6-hk.dk

God kamplyst. Vi håber på en rigtig god holdskak-sæson 🙂    

Referat af generalforsamling den 15. august 2016

REFERAT AF GENERALFORSAMLING I VEJLBY-RISSKOV SKAKKLUB  MANDAG DEN 15/8-2016

1. Valg af dirigent
Leif Nørholm blev valgt.

2. Valg af referent
Poul G. Olesen blev valgt.

3. Formandens beretning
Claus Vangsgaards skriftlige beretning blev omdelt og kommenteret. Blandt hovedpunkterne kan her fremhæves følgende :
• Klubben har haft en vis fremgang i medlemstallet, der giver grund til optimisme
• Især vores unge spillere, Freja og Bjarke Vangsgaard, har opnået flere flotte resultater
• Den organisatoriske situation er blevet forbedret, via flere aktive deltagere i bestyrelse og til udførelse af praktiske opgaver i klubben
• Klubbladet er udkommet regelmæssigt næsten hver måned
• Antallet af turneringer i klubregi har været nogenlunde status quo i forhold til tidligere år
• De månedlige ”teori- og hyggeaftener” har været en succes, trods beskedent fremmøde
I den efterfølgende diskussion af beretningen blev især to punkter diskuteret :
• Principperne for udtagelse af hold til holdturneringen. Her var der stemning for at alle medlemmer forud for sæsonen spørges om deres vilje til at spille holdskak i den kommende sæson og at holdene i højere grad ligger fast fra gang til gang.  Bestyrelsen drøfter herefter den videre procedure.
• En opdateret medlemsliste med mailadresser og telefonnumre blev efterspurgt. Bestyrelsen har nu ansvaret for at få udarbejdet en sådan, og det er målet, at den skal ligge klar i god tid før den kommende klubturnering starter. Det blev besluttet, at den skal ligge på hjemmesiden men være beskyttet med en kode, som kun medlemmerne kender. Poul er sat på opgaven, og Bent har efterfølgende bekræftet, at denne løsning er teknisk mulig.
Formandsberetningen blev herefter godkendt.

4. Kassereren aflægger det reviderede regnskab fra det foregående kalenderår
Erik omdelte og fremlagde regnskabet for kalenderåret 2015. Den økonomiske situation havde været ret stabil, og driftsresultatet var blevet et beskedent underskud på godt 200 kr. og en stabil på egenkapital på ca. 12.500 kr. Regnskabet var endnu ikke blevet forelagt revisorerne, men det ville ske snarest. Generalforsamlingen godkendte regnskabet enstemmigt, med forbehold for at revisorernes efterfølgende godkendelse.

5. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, og dette blev vedtaget. Det almindelige kontingent er hermed fortsat 425 kr. pr. halvår, og de øvrige satser kan læses på hjemmesiden. Det blev vedtaget at undersøge mulighederne for tilmelding af kontingentopkrævning til PBS. Bestyrelsen arbejder videre med dette.

6. Indkomne forslag.
Bestyrelsen foreslog et par præciseringer til vedtægterne. I praksis var der tale om opfølgning på en praksis, som allerede er indført. En principbeslutning om at indkalde generalforsamlingen via hjemmesiden fra generalforsamlingen i 2013 skulle formaliseres, og det var desuden bestyrelsens ønske at formalisere de seneste års praksis med at afholde generalforsamlingen i august måned, for derved at lade den være et ”startskud” til den nye sæson. Ændringerne blev vedtaget enstemmigt. Det betyder, at ordlyden i § 8, stk. 1 fremover er sådan :
”Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Den indvarsles via klubbens hjemmeside med 14 dages varsel. Samtlige medlemmer af klubben er stemmeberettigede. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i august måned med følgende dagsorden …. ”
Vedtægterne bliver nu tilrettede og lagt på hjemmesiden.

7. Valg af :
• Bestyrelse
Erik Bøye og Poul G. Olesen blev genvalgt og Eigil Andersen nyvalgt for 2 år (frem til 2018). De to øvrige medlemmer, Claus Vangsgaard og Bent Slottved, er valgt frem til 2017). Bestyrelsen konstituerer sig selv på det førstkommende møde.
• Bestyrelsessuppleanter
Eivind Simonsen blev valgt til 1. suppleant (for ét år, frem til 2017) og Leif Nørholm til 2. suppleant (for 2 år, frem til 2018).
• Revisor og revisorsuppleant
Svend Henriksen blev genvalgt for 2 år (frem til 2018). Den anden revisor, Niels Danstrup, er valgt frem til 2017). Jesper Korsgaard blev valgt til revisorsuppleant for ét år.

8. Eventuelt
Ingen særlige emner under dette punkt. Generalforsamlingen blev afsluttet med afsyngelse af en skaksang.

Herefter var der lynskakturnering, som Claus vandt med maximumpoints.