Kategoriarkiv: Klubben

SLUT PÅ VINTERTURNERING OG NEDTÆLLING TIL FORÅRSTURNERING

I mandags sluttede vinterturneringen, helt som forventet med spænding til det sidste i alle grupper. Basis 1 blev vundet af Jacob Sandholm efter et langt og spændende parti mod Claus Vangsgaard, som endte remis. I Basis 2 var Sebastian Gråbæk fra Viby ret suveræn. Jørgen Rasmussen trak det længste strå i Basis 3. Allermest jævnbyrdig var  Basis 4, hvor klubbens yngste talent Thor Kejser med sejr i  sidste runde fik 4 p. foran hele 3 mand på 3½ points, som det fremgår af tabellen. Præmiefordelingen blev også meget “social”,  for pga et par “tredelte” 3. pladser i Basis 2 og 3 blev der præmie til hele 18 af de 27 tilmeldte spillere!  Ikke-udbetalte præmier kan naturligvis hentes hos kassereren.

Bestyrelsen mødes på mandag den 25/2 for at planlægge resten af sæsonen.  De sidste to runder af holdturneringen  spilles i henholdsvis uge 9 og 11,  Mandag den 4/3 kommer der noget andet på programmet,  og mandag den 18/3 starter så forårsturneringen, der bliver spillet i 8 mands-grupper over 7 runder og med sidste runde formentlig den 27/5.   En opdateret kalender bliver snarest lagt her på siden.

BOGARV TIL VRS

Klubben har fået foræret en samling skakbøger fra den nu afdøde Niels Christian Christensen, som spillede i VRS frem til vist ca. 2010. Jeg blev i mandags kontaktet af hans søster, en enig bestyrelse sagde ja tak, og jeg har nu været ude at hente bøgerne. Der er tale om en samling på ca. 50 bøger – en blanding af klassikere fra fx Bent Larsen og Jens Enevoldsen og (så vidt jeg kan se) nogle mere sjældne bøger, alle i god stand.  Desværre har vi jo slet ikke plads i skabet til en sådan samling – men på næste bestyrelsesmøde drøfter vi lige hvad der skal ske med dem. Vi kan måske lave en udlånsordning, de kan bruges som præmier – og alle er velkomne til at komme med andre forslag.  Måske kunne vi få brug for en “skakbibliotekar” i den forbindelse. I hvert fald er det en fin gave at få for klubben. I hører nærmere 🙂

Dommerkursus

Så er det i den kommende weekend, at 6-HK afholder et dommerkursus. Pt. er der kun ét medlem, som har meldt sig til kurset, så der er plads til flere. Alle kan melde sig til uanset erfaring eller rating.

Har man lyst til at deltage, så betaler klubben for kurset, så det koster ikke noget at deltage. Man skal bare kontakte en i bestyrelsen og tilkendegive, at man gerne kunne tænke sig at deltage: https://vrsk.dk/skak/lidt-om-klubben/bestyrelsen/